Historien bag billedet: "Det levende museum"

Af: Thorsten Overgaard

I sidste uge afsluttede jeg en fotoserie til et magasin, der skal udkomme i juni om Den Gamle By. De fleste kender sikkert Den Gamle By, men når det kommer til stykket, er der næppe ret mange af os, der har tilbragt ret meget mere end sammenlagt nogle få timer i hvad der egentlig er en ret unik tidslomme af flere hundrede år gamle, autentiske bygninger, som en by i byen.

Jeg kom udenfor sæsonen, kan man sige, og den første dag regnede det og var i det hele taget en ret trist udseende dag. Men pigen i billetlugen fortalte, at selv på sådanne dage kommer der hundrede turister til Den Gamle By. I bedre vejr, og især i sæsonen, kommer der naturligvis mange flere.

Min del af magasinet er at dække Det Levende Museum hvor rigtige skuespillere lever som levende museumsgenstande i Den Gamle By: De bor i husene, er klædt i originale dragter fra tidsperioden, bager småkager i husets ovn, fodrer brændeovnen med brænde igennem dagen for at holde varmen og kender deres historie. De er med andre ord ”i karakter” som det hedder.

Hvilket gjorde mit arbejde nemmere, fordi det jeg ville, var at lave et tidsbillede fra hver scene. Ét foto, der viser tiden, menneskene, og med en kort tilhørende tekst. Så når jeg interviewede dem, sad jeg og interviewede en husmor fra 1864 og ikke en skuespiller fra 2009. En særegen fornemmelse, der i øvrigt bringer museumsgæsterne på glatis, for de spørger jo selvfølgelig om de faktisk bor i husene. Og det gør de jo, fordi de er ”i karakter,” og når museumsgæsterne så spørger om de virkelig-virkelig bor der, så gør karakteren det – i 1864.

Nuvel. Det første tidsbillede, jeg lavede, var en skoleklasse fra Århus, der for nogle timer var ”i karakter” som en skoleklasse fra 1864. De havde på forhånd lært lidt om perioden og havde fået tildelt roller som rige eller fattige børn, hvilket bestemte hvilke autentiske klæder, de skulle iføres, og hvor de skulle sidde; de rige børn forrest i klassen, de fattige bagerst. Det var forbløffende hvordan disse børn, der jo ikke er skuespillere, faldt ind i rollen.

Jeg lavede også et tidsbillede fra et 1910-kaffebord hvor tre damer diskuterer tidens aktuelle emner (ligestilling, stemmeret og krigen) og jeg har lavet skomager-madammen i hendes dagligstue hvor vi lystigt sladrede om H. C. Andersen som hun jo næsten var vokset op med hjemme i Odense, før hun flyttede til Århus.

	1910 husmor

Den sidste dag lavede jeg billedet ovenfor, som er fra køkkenet i Købmandsgården. Det er egentlig ikke det billede, jeg troede jeg skulle lave, men et der kom ud af det, og som jeg tror skal være tidsbilledet derfra. Iblandt de forskellige tidsbilleder kommer der et portræt hvor personen så at sige kommer til at ’tænke højt’ om hvad der optager ham eller hende i det øjeblik. Det kan være dagens opgaver, at børnene kommer på besøg i weekenden, eller en fjern tante der er syg. Det er de mest utrolige tanker, en dygtig skuespiller der er ’i karakter’ kan gøre sig om sin hverdag anno 1864!

Men pigen i køkkenet. Jeg tror det bliver en god historie om hvad hun går og spekulerer på i netop det øjeblik. Hun er jo den yngste pige i køkkenet og møder en verden med mange rejsende folk der kommer til købmandsgården. Hun må have gjort sig nogle tanker om livet og især sin egen fremtid…

Det sjove er, at jeg faktisk ikke ved det endnu, for jeg havde travlt da jeg lavede det. Jeg skulle rejse 119 år frem i tiden og køre 10 minutter for at hente min yngste datter i børnehave lige efter. Så selve interviewet bliver først i denne uge.

Det tekniske

At fotografere i disse gamle bygninger var faktisk lidt af en øjen-åbner med hensyn til lys og fotografi. Jeg har tidligere skrevet en artikel om skagens-malere og hvordan man kan bruge deres især P. S. Krøyers teknikker i fotografi. Men jeg var forbløffet over hvor tæt disse fotografier var og er på datidens malerier. Og det skyldes naturligvis lyset.

Indenfor fotografi er ”lysets kvalitet” sædvanligvis lig med mængden af lys (i form af størrelsen af lysfladen). Så et stort panorama-vindue giver et flot blødt lys imens en lille blitz på et kamera giver et usædvanligt grimt og unaturligt skarpt lys. For nu at tage et enkelt eksempel. Men i disse huse kommer lyset ind af små vinduer.

Det interessante er klart detaljerigdommen i rummene, rekvisitterne, tøjet og hudtonerne. Alt sammen meget livligt trods det ’manglende’ lys. I modsætning til hvad folk almindeligvis tror, er solskin ikke godt for fotografi. Gråt vejre med en masse ensartet lys er derimod det, der bringer detaljerigdom i billeder.

Så dette lys i disse gamle huse er noget jeg skal arbejde videre med. Jeg har en teori om at de små vinduer, der fungerer som mellemstore ’lysbokse’, kombineret med rummenes ofte mørke, men altid farverige farvertoner – og måske de lave lofter – er hvad der frembringer dette. Og det kan man måske anvende i et studie ved at bruge tilsvarende mellemstore lysbokse i kombination med nogle af disse mørke farvetoner. Der er utroligt mange spændende farver i disse huse; der er den mærkegrønne, men dog livlige farve, der ses som baggrund for det lille portræt ovenfor. Der er også et hus hvor væggene er nærmest selvlysende koboltblå – i det hele taget farver, man ikke ville vælge nu om dage. Men som er ufatteligt spændende og ’sigende’ i et fotografi.

Af kameraer anvendte jeg det lydløse og diskrete Leica Digilux 2 til de optagelser hvor jeg ønskede at folk skulle glemme, at jeg var der. For eksempel skolestuen hvor børnene skulle være i skole og glemme, at der også var en fotograf. Derudover brugte jeg et Leica R8 spejlreflekskamera med et Leica DMR digitalt bagstykke. Billedet ovenfor er lavet med dét og en 19mm Leitz Elmarit-R f/2.8 linse på f/2.8, 1/60 sekund og 200 ISO. Lyset på billedet kommer fra et køkkenvindue og en åben dør lige til venstre for kameraet. Der ud over er der en 100cm ø guld-reflektor til højre for kameraet, der reflekterer en smule af lyset fra døren, så skyggerne blødes op. Det er solskin udenfor, og med 1/60 sekund kan man regne ud, der ikke var meget lys at gøre med. Af samme grund brugte jeg en monopod (et-bens fotostativ) til kameraet, for at minimere rystelser.

Indstillingerne er manuelle, baseret på en måling ved ansigter af pigen ved køkkenbordet, med et Sekonic L-758DR flashmeter.

Som sagt bliver denne fotoserie udgivet i juni 2009, og derefter vil jeg måske vende tilbage med flere anekdoter og eksempler fra de to dages optagelser.

- Thorsten Overgaard