Historien bag billedet: "Sovende barn i Indien"

Af: Thorsten Overgaard

Da jeg hørte fotograf Tina Harder i radioen i dag, fik jeg en ide: Hun sagde nemlig at ”Intet sker af sig selv. Alle de rigtig gode fotos er resultatet af hårdt arbejde, timers overvejelser og research med hensyn til hvilken vinkel man skal vælge, hvad historien er og hvad der mon kommer til at ske.”

”De gode fotografer er dygtigere til at være heldige med alle de detaljer, der udgør et godt fotografi,” sagde hun.

Som Peter Schmeichel siger: ”Jo mere jeg træner, jo heldigere bliver jeg.”

Så jeg tænkte, at historierne bag nogle af mine billeder kunne være interessant. Og jeg vil straks starte serien med en af mine mere simple historier, nemlig historien bag ”Sovende barn i Indien.”

I de fleste tilfælde ser jeg et billede før jeg tager det. Men med det her er jeg ikke sikker, for jeg planlagde det ikke. Pludselig var der, så jeg har allerhøjest set det i nogle millisekunder før jeg trykkede på udløseren.

Faktisk pjatter vi nogle gange med det der at jeg ofte ser billeder timer, dage eller uger før jeg får dem. Det er ikke fordi de kommer til mig hverken i drømme eller åbenbaringer. Men når jeg laver en historie, har jeg ofte en ide om det billede, der kunne være muligt at få, og som kunne sammenfatte historien i ét foto. Det skal jeg - måske - vende tilbage til en anden dag.

Historien bag dette billede af det sovende barn i Indien var simpelthen, at jeg stod på Calcutta Bogmessen og lod som om jeg var en flue på væggen – jeg stod bogstaveligt talt presset så langt op mod en væg at jeg stod på tåspidserne og prøvede at holde balancen for ikke at falde forover. Bogmessen er en af verdens største og foregår udendørs under bagende sol hvor op til 500.000 besøgende om dagen går rundt hvirvler støv op i luften. Men det fascinerende scenarie kan måske blive en anden historie, en anden dag.

Men der står jeg, og foran sidder en mor med sit sovende barn. De er faktisk lidt i vejen, og det var derfor jeg lagde mærke til dem. Jeg tænke vel, at det så sødt ud og så jeg rettede jeg mit Leicaflex SL mot med den meget lysstærke 80mm Summilux-R f/1.4 linse lodret ned mod dem og skyder tre billeder. Det skynder jeg mig at gøre, før jeg når at få dårlig samvittighed over at snige mig ind deres private sfære.

Jeg tænker at 80mm var en lidt for stram beskæring – 50mm ville have været mere passende – men hvis jeg havde skiftet linse, havde det været for sent.

Og så glemte jeg alt om det igen.

Det tog nogle måneder efter at jeg kom hjem til Danmark, før jeg tilfældigvis genopdagede billedet. Jeg havde været igennem 3.300 lysbilleder fra Indien og Sri Lanka til mit After The Tsunami bog-projekt, og i de filmruller fra bogmessen snublede jeg pludselig over et meget mørkt lysbillede som min Imacon scanner formåede at få noget ud af. Og det var dette billede.

(Jeg skal ikke udelukke, at man muligvis ændrer måden man ser tingene på, når man kigger billedserier igennem igen. Der er bare så mange billeder i arkivet, at det er en yderst sjælden foreteelse).

Efter min mening er det lyset på stede (fra en meget blå himmel først på aftenen, sammen med den netop tændte kunstige belysning ved boderne), det specielle fingeraftryk af Leica 80mm f/1.4 linsen og de naturlige farver på Fuji Astia 100 ISO film, der sammen med det drømmeagtige look af netop den lysbilledfilm presset til 800 ISO, der skaber dette foto. Altså mange elementer, der dog var mere held end minutiøs planlægning.

Et dagslysfoto af det samme sovende barn ville ikke have været det samme. Et billede med en 35mm linse ville heller ikke være det samme med alle detaljer skarpe. Det er det drømmeagtige, lidt tunnelagtige look med de mørke men alligevel livlige farver, der gør det.

På den måde var billedet langt fra et produkt af min geniale og minutiøse planlægning, ej heller know-how oparbejdet gennem årevis af hårdt arbejde. Faktisk var det mest professionelle ved billedet det faktum, at jeg tog det, uden at have nogen ide om at jeg ville bruge det til noget.

Hold op med at tænke! Bare gør det! Nogle gange er det IKKE at stille spørgsmål, afveje og prøve at tilpasse begivenhederne til teknikken, den rigtige fremgangsmåde. Bare skyd og se hvad der kommer ud af det! Det kan man faktisk lære en del af. Og netop som jeg skriver dette, kommer jeg til at tænke på de mange billeder jeg har taget uden sikkerhed for at der kom noget fornuftigt ud af dem. Såsom at stikke armen ud af vinduet fra en taxa og skyde løs. Den slags.

Men selvfølgelig er det lærerigt at se hvordan et 800 ISO foto påvirker farverne og giver et drømmeagtigt udseende. Den slags er erfaringer, man kan bruge en anden dag.

Download billedet som skærmbaggrund til 24” skærm (1920x1200) her