Et af de spørgsmål jeg oftest får, er om jeg kender de mennesker der er i mine billeder, om jeg har talt med dem, og om jeg har spurgt om lov eller om det er planlagte billeder

Det genrelle svar er at jeg altid søger en bestemt slags atmosfære, og at den typisk indtræffer i det øjeblik hvor lys og mennesker er på plads. For mig er lys og mennsker to sider af samme sag, nemlig liv.

Derfor falder tingene i hak lige pludselig på en cafe, på gaden, eller måske når jeg er ude og jage Thiese mælk på tilbud i Kvickly. Men lige så ofte i formelle portrætfotograferinger. Det er nogle bestemte elementer som jeg ikke har kodificeret nærmere. Jeg ved blot, eller genkender, når de er til stede og det er et godt billede. Ofte kan jeg se at ting bevæger sig i en retning, så om et kort øjeblik skal jeg være klar, fordi omstændighederne vil falde i hak på en måde så det bliver et billede.

Jeg har en idé om atmosfæren før selve billedet

Ofte når jeg skal lave en formel portrætsession, har jeg en ide om atmosfæren snarere end en præcis ide om hvordan det skal gøres. Ganske ofte møder jeg folk for første gang og har ingen ide om på forhånd, hvordan de eller stedet ser ud. Men jeg har en ide om hvad billedet skal udtrykke - atmosfæren - ud fra den briefing jeg har fået om personen, samt hvorfor de skal i et magasin o.l.

Folk har ikke noget imod at se pæne ud i billeder

Men med hensyn til de folk, der optræder i mine billder og som ikke er en del af en formel portrætsession, er det simpelthen blot folk jeg ser og fotograferer. Ofte ser jeg en mulighed kan opstå og vil forsøge at forberede mig hurtigt så jeg er klar til at tage biledet. Jeg spørger stort set aldrig om lov fordi det netop er øjeblikket, jeg ønsker.Som hovedregel bemærker folk ikke at jeg tager et billede. Kameret er lille og lydsvagt og det går hurtigt. Nogle gange bemærker folk det og lader som ingenting og fortsætter i den rolle som de opfatter de skal spille. Nogle gange er der øjenkontakt efter billedet og så nikker jeg eller giver tegn at det var godt og går videre.

Det er nemt at se om folk vil vide mere, og så går jeg hen og fortæller at jeg lige tog et billde fordi de så spændende ud eller hvorfor jeg ny gjorde det. Nogle gange giver jeg dem mit kort og siger de kan sende en mail hvis de vil have billedet. Generelt er det dog min erfaring at folk gerne vil fotograferes og i størsteparten af tilfældene er så ubekymrede om resultatet så de aldrig sender en mail.

Jeg har aldrig haft nogle der blev sure eller truede mig. Kun en enkelt beruset punk-rocker i Berlin sagde "Fuck you" da han gik forbi. Jeg sagde "thanks you" og han fortsatte forbi. Uheldigvis bøjede han sig forover da han sagde "fuck you" så der røg min fokus. Men jeg tror ærlig talt han havde gjort det samme hvis jeg havde kigget direkte på ham uden kamera.

The Dior Lady

Kvinden i billedet The Dior Lady er den danske model Ann fra Aarhus som var med os på Sicilien i maj 2011 sommodel for Overgaard Advanced Workshop. Så i dette tilfælde kendte jeg personen selv om det på ingen måde er et arrangeret foto.

Ann havde medbragt en rigtig god garderobe, og den første dag vi ankom gik vi ud for at finde noget aftensmad. Jeg bemærkede ret hurtigt at når en høj blond kvinde, elegant klædt, bevæger sig på gaderne i Palermo, så stopper de små grupper af mænd med at tale og vender sig og kigger med respekt beundrende på kvinden. Der er ikke noget med at råde eller noget, det er bare som når et Picasso-maleri går forbi. Og så fortsætter snakken hvor den slap.

Den "gentagende begivenhed" i fotografi

Så som jeg går bagved Ann og jeg ser tre mænd ved en scooter i forgrunden, kan jeg med stor sikkerhed forudse hvilket scenario der vil udspille sig når de får øje på hende. Jeg kalder dette en "gentagende begivenhed" fordi du nogle gange misser et skud, men kan forberede at det sker igen, fordi det netop er en ting der sker igen og igen. For eksempel er et spændende bord på en café med et godt lysindfald og spændende mennesker en slags scene, for der vil komme nye mennesker og sætte sig når de andre er gået. Så du kan simpelthen forberede dit kamera, fokus og lukketid til at de rette mennesker sætter sig på din 'scene'.

Det samme gælder gaden hvor regnen hamrer ned i asfalten og et par løber over vejen idet forlygterne fra en taxa give en god reflektion. Når du ikke dette par, kommer der nogle andre om lidt - og en del forskellige indefor de næste 10 minutter.

Så der er ingen grund til at ærgre sig over at man missede et godt billede. Ros hellere dig selv for at have set det, og gør så klar til at det gentager sig i variered former. Nogle gange er det ganske overraskende hvor heldigt 'castede' mennesker der træder ind på din 'scene'.

Hvorom alting er, jeg vidste hvad der ville ske og prøvede at være forberedt.

Det originale foto og det udsnit der blev til The Dior Lady

	Billedets øverste venstre hjørne bliver så stort at det bliver et lille kunstværk i sig selv.

Det første af i alt too fotos jeg tog var godt komponeret og i fokus, men da jeg to det andet af de to hældte kameraet fordi jeg gik imens jeg tog billederne. Da jeg gennemgik dagens fotos tænkte at jeg ikke fik det jeg ville have, men fandt så ud af at hvis jeg beskar billedet fik jeg den kropsholdning og den atmosfære, jeg ønskede. Så det blev det mindst perfekte bilelde rent teknisk, jeg brugte, fordi det havde det bedste udstryk.

Væggen

Det er et udemærket billede, men når det bliver printet i stor størrelse og kommer på en væk kommer stemningen rigtigt til live. Til udstillinge i Leica Galerie Salzburg lavede vi ét stort 125 x 180 cm billede der blev hængt ovenfor trappen. Når man står udenfor galleriet og ser ind gennem glasdørene ser det ud som om det er en rigtig person der går inde i galleriet - en elegang dame.

Nogle andre kvaliteter end den sædvanlige skarphed og detaljerigdom kommer i spil når man indrammer et større print på en væg.  For eksempel spillet i det uskarpe område i billedet øverste venstre hjørne bliver et lille spil og kunstværk i sig selv.

 

The Dior Lady i begrænset signeret oplag

Foto: Peter Hellekalek

The Dior Lady er billede nr. 5 i "Salzburg Samlingen" der består af i alt 68 fotos der er lavet 2008-2012. The Leica Galerie Salzburg udbyder fem nummerede, signerede eksemplarer i 50 x 70 cm for € 650 per stk. Det store 125 x 180 cm aluboard eksemplar koster € 1.950, og det var der kun et enkelt af. Alle udgaver er fremstillet på sølv-holdigt lambda fotopapir der kan holde 100-200 år.

Det store eksemplar på 125 x 180 cm er solgt, men 50 x 70 cm udgaverne er det stadig muligt at erhverve. Hvis du er interesseret i dette eller i at få tilsendt oversigten over alle 68 billeder, så send en mail til Karin Kaufmann og Lisa Kutzelnig på mail-adressen salzburg@leica-galerie.at

Udstilingen "We the People" er at finde i Leica Galerie Salzburg frem til slutningen af april.

Nedenfor en artikel i Salzburger Nachrichten af Eva Pittertschatscher. Klik på billedet for at se en PDF-udgave i fuld størrelse.