For nogen tid siden, da jeg besøgte min lokale kunst-pusher, så jeg ud af øjenkrogen et helt hvidt maleri han havde gemt på gulvet i sit kontor. Den havde en af der her noter klistret på med et navn, der betyder at værket er solgt – hvilket naturligvis gør det desto mere interessant.

	"Transparency White" af AVDP

Det der fangede mig ved billedet - ja, det ved jeg faktisk ikke. Men hvidt var det, uden at være tomt, og dét indbød til nærmere studie. Det viste sig at være en nydelig ramme med paspartu og med glas foran. Og indeni var der nogle stykker hvidt et-eller-andet, der ved nærmere studie viste sig ikke at være papir og heller ikke maling på lærred, men derimod gennemsigtige eller mælkehvide folier. Hvor folierne krydsede hinanden var tonen forskellig fra der hvor der kun var ét lag folie, og enkelte steder var der blot baggrund uden folie foran. Det ene øjeblik ser man det, det næste ikke, skifter vinkelen hvorfra man ser blot en smule, ændres billedet igen, og lyset der falder på billedet ænder også spillet. Det er som et billede, man ikke helt kan nå eller opfatte, selv om man prøver rigtig venligt. Og i perioder brydes illusionen, og man må i stedet kigge på sig selv og spørge "står du virkelig og kigger på nogle banale stykker folie, der er indrammet?"

Og det gør man jo.

Selvsagt var jeg på en gang solgt til stanglakrids, men samtidig forarget over denne nemme - men dog ikke så lidt geniale - omgang med det kunstneriske fag. Det virkede forunderligt, simpelt, enkelt og ikke mindst nyt og finurligt. Skal der virkelig ikke mere til ... omvendt har jeg ikke set det gjort før, og nu er ideen jo taget, uanset hvor simpel den måtte forekomme.

Prisen var allerede på det tidspunkt 9.000 kr, og med 'allerede' mener jeg, at når prisen på indrammede folier når et niveau af 9.000 kroner, så er det fordi kunstneren bag har nogle tilhængere. Heldigvis var det solgt, og dermed slap jeg for at vove mig ud i dilemmaet om indrammede folier virkelig er 9.000 værd, om jeg havde råd, og hvor jeg i givet fald skulle hænge værket op for at opnå den maksimale forargelse/beundring.

"Fade to Black" neon-cylinder af AVPD. Hver dag skrues lyset en tak ned, så der er helt slukket, når udstillingen på KUNSTEN i AAlborg slutter 30. juni 2010.

2. akt
Nu ville skæbnen imidlertid, at jeg i sidste uge besøgte det re-vitaliserede KUNSTEN Museum of Modern Art i Aalborg for at fotografere åbningen af deres nye udstilling, der samtidig rummede en opfordring til gæsterne om at bidrage med ideer til fremtidens museum.

Der var et par bemærkelsesværdige værker, der trods deres enkelthed tiltrak mange gæsters opmærksomhed: En neoncylinder og en spejlgang. Og så bemærkede jeg nærmest ad passant, at der også hang nogle af de føromtalte folieværker på enkelte vægge, nærmest som om man havde glemt at tage dem ned før den "store" udstilling åbnede.

"Broken View" gang med spejl af AVPD er en lige gang, der ved eftersyn viser sig at slå et sving. Til højre to museumsgæster, der ser på et foliebillede med sorte folier.

Men efter at have syslet lidt omkring gik det åbenbare op for mig, nemlig at der var ens slags rød tråd i tankegangen i disse værker, der på én gang forekom meget hverdagsagtige i deres materialevalg, men som alle samtidig forøvede en forunderlig effekt på museumsgæsterne. De var alle af samme kunstner.

	Begejstrede museumsgæster tager en tur gennem gangen ... igen

Kunstneren bag er AVPD, hvilket dækker over kunstner-duoen Peter Døssing og Aslak Vibæk, der siden 1997 som partnere har fremstillet en lind støm af forunderlig kunst, der velfortjent går sin sejrsgang på udstillinger fra Birmingham til Sao Paulo. Og nu altså også i Aalborg.

Deres værker kan ses på KUNSTEN i Aalborg frem til 20. juni 2010, ligesom udvalgte værker kan findes til salg hos bl.a. Galerie MøllerWitt i Århus.

Billedet øverst er kunstner-duoen fotograferet indeni deres "Fade to Black" neon-cylinder.