"Mor, det er mig. Kim. Jeg står oppe i Sverige og skal lave frikadeller og stuvet hvidkål til 20 mennesker. Hvordan er det man laver det?"

"Man tager en gryde ..."

Nej, sådan kan man ikke gøre. Hvad svarer man når man ikke har set eller hørt fra sin søn i tre år. Sidst man så ham vejede han 62 kilo, lignede trods sine 25 år en gammel mand, og var bevæbnet med en 9 mm tromlerevolver. Stiknarkoman. Pusher. Kronisk taber.

Man må først vide hvad der er sket. Det er meget forvirrende. Man kunne lade som om man ikke har nogen søn - men det er svært at løbe fra i længden. Vi andre må også vide det, for hvad skal man med en tromlerevolver når man laver mad til 20 svenskere.

Linie 196 fra "De Grønne Busser" holdt prominent parkeret langs kantstenen i Blågårdsgade, langt fra sin sædvanliuge rute hvor den kørte det bedre borgerskab fra Lynby til fjerener destinationer såsom Gl. Holte om morgenen og tilbage igen om aftenen. Chaufføren var ingen steder at se. Parkeringsvagten rystede på hovedet - man kan ikke notere en rutebil - og gik videre til en Morris der holdt parkeret med baghjulet oppe på kantstenen. Den slags kan man forholde sig til.

Præcis syv minutter senere kom chaufføren pustende, smækkede dørene efter sig før han satte sig på gulvet midt i bussen og tog sit grej frem. 400 kroner heroin blev på et øjeblik varmet med en ske og sprøjtet ind i en solid blodåre. Der gik nogle øjeblikke, så var der ro. Helt ro.

Da han havde pakket udstyret omstændigt sammen, satte han sig til rattet, drejede nøglen og kørte tilbage til ruten, som intet var hændt. Ingen opdagede nogen sinde noget.

Men lad os starte dengang alt var forstadsidyl og Kim som 7-årig havde livet for sig. Første klasse var indenfor rækkevidde, et liv kunne begynde, hvor hans planlagte motto skulle være retfærdighed, ære og etik . Men der var knas med forældrene, det lå ellers i kortene at farfars store maskinfabrik skulle gå i arv, men på en eller anden måde slog hans far ikke til. En luser der svigtede familien, arbejde, ja alt hvad der er kært. Og til sidst var en skilsmisse det mest naturlige. Måske var dét der filmen første gang knækkede. "Nå, så hvis det er sådan de voksne er, så vil jeg ikke være voksen," besluttede han dengang.

Mange drikker for at glemme, og ofte skal de ikke have gjort det i ret mange måneder, før de også glemmer hvorfor. Kim prøvede hash som 15-årig og det udviklede sig hurtigt til en vane. Mormor havde en tobaksbutik, og en torsdag manglede der hundrede kroner i kassen. Hash kostede fem kroner grammet, dengang.

"Mit liv har altid været en balance mellem det normale og så det andet. Når det er kørt skævt har jeg forsøgt at få det hen imod at få det til at se normalt ud på overfladen. Så var jeg tryg. Derfor røg jeg kun om fredagen og lørdagen så jeg kunne nå at være klar til om mandagen."

Men det vokser - naturligvis gør det det - og som 17-årig er de fleste af ugedagene inddraget i et misbrug der omfatter hash, speed og ferietabletter. Forbruget finansieres ved en lille geshæft som lokal pusher. På mirakuløs vis er Kim havnet som flying ingeneer elev hos SAS. Det er bedre end den mest normale tilværelse man kan få, for kedeldragten med SAS-logoet indgyder respekt og bringer ære til familien; det er næsten lige så godt som at være reder i Maersk.

Tiden hos SAS spænder mellem Kims normale overflade og at han i smug ryger hash på toilettet. Der er store forventninger til den unge Kim - tilfældet vil at han deler efternavn med Fogelstrøm, der er en mangeårig og højt værdsat leverandør af maskindele til SAS - så tiden hos SAS er også en god skole i at opføre sig normalt og samtidig leve en dobbelttilværelse.

"Hash har den effekt, at det flytter den sunde fornuft - "rigtig og forkert" glider ud. Det hele bliver lige meget. Men det har også den effekt, at man ikke er tilstede. Man tror at man gør en ting, men i virkeligheden laver man noget helt andet. En dag skulle jeg nitte en brændstofluge på en flyver. Alt skal være perfekt på flyvere så der ikke er noget der bliver revet op eller flået af. Jeg lavede et perfekt stykke håndværk. Men næste dag, da jeg så det, var det jo vind og skæv og dødsensfarligt. Men i min rus var alt perfekt."

Det er en lettelse for ham at få sparket fra SAS. Han var ikke tilliden værdig, og han vidste det. Retfærdighed, ære, etik - på en eller anden måde lever han op til sit motto.

De næste år tilbringes med at dyrke hash, spise piller og lave lædervarer fra et Jysk bondehus. LSD skal også lige prøves, og hele tilværelsen er så tilfældig karrierren der består af småjobs indenfor lagerarbejde, pornobranche og truckfører. For nu at nævne nogle få.

Det er selvfølgelig ikke ideelt. Han har nået alderen - 21 år - hvor lysten til kone, familie, stabil indtægt melder sig - et rigtigt comeback til det normale .

"Jeg mødte en dejlig pige, og vi blev gift i Bagsværd. Men det varede kun en uge, det var bare noget hun gerne ville prøve! Dér tabte jeg mig selv fuldstændig, jeg tabte troen på det normale tilværelse."

Hvor dybt kan man synke? Meget kunne man sige om Kim, men kriminel, det var han ikke. Men det blev han. Han begyndte at liste ud om natten for at lave indbrud. Pakistanske morfintabletter blev en del af sortimentet iblandt et stort dagligt forbrug af hash. Hver dag bød på nye oplevelser der skulle glemmes af vejen.

" Morfintabletter gør dig iskold. Alle følelser lukkes af. Jeg kan huske hvodan det var at have abstinenser. Hele verden er efter dig, alle mennesker. Men når du så får dit fix, bliver du alene. Nej, det er ikke dig der bliver usynlig, det er bare alle de andre der forsvinder ud af din verden."

Men efter et par år forsøger han at vende tilbage til det normale igen.

"Når jeg jeg ikke havde stoffer i blodet, havde jeg abstinenser og så kunne jeg ikke passe et job. Jeg kom til behandlingsstedet P65 i Glostrup hvor jeg fik samtale og nervepiller og lovning på metadon, hvis jeg kunne bevise jeg kunne passe et job."

Snart fandt Kim Fogelstrøm sig selv som HT chauffør på ruten fra Lyngby til Gl. Holte, "De Grønne Busser." Den normale overflade var genetableret. Men i weekenderne fik den hele armen. Som den trænede misbruger, trappede han ned søndag for at være klar til en mandagen som normalt menneske.

" Metadon er stærkere end heroin. At give en narkoman metadon er som at afvænne en alkoholiker med guldøl."

Derfor var det også nødvendigt med lidt ind i mellem. Og så var det at Kim kørte af ruten en dag for at få et rigtigt fix. Men som nævnt opdagede ingen noget. Hvad de til gengæld senere opdagede, var at hans billettaske med en sum byttepenge var tom.

"Jeg havde lavet alskens numre med at låne fra byttepengene, for at få råd til stoffer, og så dække ind med lønnen. Man har jo hele tiden det mål, at det går i orden igen. Snart finder jeg en løsning - jeg skal bare liiige have det næste fix. Som narkoman - på metadon eller "rigtige" stoffer - lever du ikke i nuet. Du tror du opfører dig helt normalt og måske endda gør fremskridt. Men i virkeligheden laver du noget helt andet."

Buskarrieren sluttede. Han havde opbygget en difference i byttepengene på to tusinde kroner. Nedturen syntes komplet, hvis det ikke lige var for det faktum, at der ikke er nogen nedre grænse for hvor langt man kan synke som narkoman.

Kirkens Korshær gør atter et forsøg på at hjælpe Kim med en kold tyrker og tilbud om at komme på plejehjem. Men Kim ender på bistand og et værelse på Amager. Hans nye karriere bliver som klunser. En slank ung man på 75 kilo med hængerøv og et slukøret udtryk. Hans mor får et chock da hun ser ham, men det er dog for intet at regne mod det chock hun får, da hun opdager at han har hugget hendes guldarmbånd.

Imens mormoderen indløser arvestykket fra en guldsmed for 2.000 kroner, fortsætter Kim ned af karrierestigen og bliver pusherens "filipus," en taber der går til hånde for pusheren mod lettere adgang til stoffer. Bevæbnet med metadon, ketogan, en vakkelvoren schæferhund og 9 mm tromlerevolver synes Kim væbnet til at klare dagen og vejen. Ud over stofferne indbringer hans arbejde ham et par brækkede næser fra pusheren.

Kim skal løse en opgave for sin pusher. Han skal hente et jagtgevær. Skæv af sovepiller vader han gennem gaderne med et tæppe over geværet, men falder i søvn imens han går, så tæppet falder af imens han slæber geværet efter sig i remmen. Han vågner først da hans pande rammer forkøleren på en politibil og manden siger "Du er anholdt." Han tilbringer det næste døgn på politistationen i en døs så han dårligt ænser, at han bliverr afhørt. Næste dag glemmer han sin schæferhund på stationen, og må tilbage efter den. Men han skal ikke hjem - det korte af det lange er at han simpelthen ikke kan vende tilbage til pusheren. Han ræsonnment er, at enten må han slå pusheren ihjel, ellers må han flygte væk herfra. Vægten er nede på 62 kilo og hans nerver er tyndslidte. Via Kirkens Korshær kommer han på metadon og samtale og videre til familiepleje på Møn.

"Jeg tager en kold tyrker, men metadon er det sværeste stof at komme ud af. Jeg falder i et par gange hvor jeg fixer heroin. Det bliver selvfølgelig opdaget, og jeg får en sidste chance."

Løsningen er at drikke øl for en tid, men en tidlig morgen tager han til København og køber sit første heroin-fix i halvandet år.

"Der går omtrent 10 minutter fra jeg er af bussen til jeg sidder med kanylen i armen. Jeg er tilbage."

Den nyvundne frihed skal finansieres, og Kim er faktisk ligeglad med hvordan. Løsningen bliver checkbedrageri, en metode der giver luft for en tid, fordi det ikke opdages lige med det samme. Men selvfølgelig indhenter det én, og i dette tilfælde er belønningen syv ugers varetægtsfængsling i Vestre Fængsel. I modsætning til hvad man kunne formode, har selv narkomaner samvittighed.

"Vestre Fængsel gjorde det ved mig, at enten stopper du, ellers er du færdig. Det var en umulig situation. Jeg havde ikke alene svigtet de mennesker, der holdt af mig, jeg havde også stjålet fra hver og en af dem."

I en form for afklarethed omkring hele situationen - kald det blot retfærdighed, ære og etik   i hyperpotens - besluttede han sig for at tage en overdosis. En almindelig tirsdag havde han sat sig på afsatsen ud for 4 sal i Arbejdernes Landsbanks bygning ved hovedbanegården. Ved siden af sig havde han en klump heroin, en Coca Cola, engangslighteren og en spiseske. Det lignede måske business as usual, men for Kim var det afskedsfixet, en udregning af at han ville gøre mere gavn for familie og venner hinsides end som narkoman. Tolv års misbrug, en del på sprøjten, nu skulle det være slut. Kim havde regnet den ud.

Her opstår imidlertid en mellemregning: Bygningen er beklædt med stilladser hele vejen rundt, fordi et firma er ved at renovere facaden. En af arbejderne kommer forbi Kim på trappen og spørger henkastet, "Hvad laver du her?"

"Han vidste sgu da godt hvad jeg lavede, der lå jo en ske, lighter og det hele. Han kunne jo bare kigge på mig, skind og ben og ar i ansigtet."

De snakkede en times tid. Om livet, vitaminer, muligheder, stofmisbrug. Det endte med den helt usansynlige udgang, at Kim aftalte med firmaets indehaver, at han skulle møde på arbejde næste morgen klokken syv.

Kuren tilbage til livet skulle være vitaminer, ordentlig mad og fast arbejde med at sandblæse facader. Det kørte nogen tid, med stor forståelse og velvillighed fra firmaets indehaver og medarbejdere.

"Jeg fixede engang imellem de næste tre måneder. Jeg ville fandeme så gerne klare den, men jeg havde bare stadig et problem. Det blev selvfølgelig opdaget, og jeg tænkte, "shit, nu bliver jeg fyret."

Men indehaveren var medlem af Scientologi Kirken og havde et andet syn på tingene. Kirkens grundlægger, L. Ron Hubbard, havde udviklet en metode til at gøre folk stoffri og i Sverige fandtes der et rehabiliteringscenter, Narconon, der kørte efter den metode. På forunderlig vis blev aftalen, at Høyers Sandblæseri betalte for Kims ophold på Narconon 100 kilometer fra Malmö, mod at han blev afvænnet og kom tilbage som clean og betalte lånet tilbage. Uden renter.

"Det var for godt til at være sandt. Det var som et deja vu. Da jeg var 17 år var jeg på et kommunikationskursus i Scientologi Kirken, men jeg blev væk fordi jeg røg hash og det måtte jeg ikke. Jeg turde ikke fortælle kursuslederen det. Tænk hvis jeg havde sagt det dengang, og havde fået hjælp, alt den lidelse jeg kunne have undgået."

Syv uger senere er Kim stoffri. Narconon rehabiliteringscentret i Eslöv i Sverige har en afvænningsrate nær de halvfjerds procent - dvs. at 70% af de der gennemfører programmet, er stoffri fire år efter de har forladt stedet - det er verdensrekord.

Kims mor vidste intet, han kunne have være død, for hun havede intet hørt fra ham i lange tider og undgik heslt at tænke på det. Men da han skulle lave frikadeller og stuvet hvidkål til 20 svenskere på Narconon - det står iøvrigt for "non narko" - ringede han til hende. Hun var forbløffet, men kunne godt høre at han lød anderledes. Men hun havde oplevet en del de sidste 12 år med en afhængig søn, så det var først da han besøgte hende i København, hun fik syn for sagen. Kim var faktisk clean, og han så tilmed sund og rask ud. 32 år gammel og i live. Et mirakel.

"Høyers Sandblæseri var firmaet der reddede mit liv. Jeg skylde dem meget. De reddede mit liv."

Han tilbragte nogen tid som betroet medarbejder på Narconon, tog på indkøb i Malmö og følte ingen fristelser selv om København og stofferne lå lige om hjørnet. Narconon i Sverige havde arbejdet med hans stofafhængighed ved at han havde lavet "saunaprogrammet" hvor man sveder de stoffer ud, der stadig sidder i fedtvævet og som ellers ofte kan resultere i at stof(mis)brugere oplever trips igen, selv om det er år siden de tog noget. Saunaprogrammet kombineres med vitaminer, motion, sund kost og søvn så kroppen bliver genrejst.

"Men det er faktisk ikke det fysiske, der er det væsentligste. Det kan man jo se hvis man tager en kold tyrker eller er på metadon. Det går altid galt igen på et tidspunkt, og det er fordi man ikke får taget hånd om roden. Der er jo en grund til at man oprindeligt startede på rutsjeturen ned af stofbanen, og det er dén Narconon håndterer én gang for alle."

Narconon opholdet inkluderede derfor en grunduddannelse i etik, moral og almindelig dannelse. For eksempel hvad det vil sige at tjene penge på ærlig vis. Helt banale færdigheder vil de fleste synes, men netop grundlæggende for en tilværelse uden stoffer.

Men Kim havede jo en aftale i København med firmaet om at han ville komme tilbage og arbejde så han kunne betale gælden. Ikke meget, små 15.000 kroner, men alligevel.

"Jeg ryddede også op i alt det lort jeg havde lavet. Ud at sige undskyld til alle de mennesker, man har løget, bedraget og bestjålet gennem årene. "Dav, jeg hedder Kim. Det var mig der brækkede din terassedør op og huggede din guldbroche for otte år siden. Jeg er frygtelig ked af det, jeg var på stoffer dengang, men nu er jeg stoffri og har et normalt liv og arbejde." Det er folk ganske enkelt ikke vant til, og de fleste tilgiver én."

Narconon bliver på mange måder Kim's skæbne. Ikke blot vil en række pengemænd i Danmark gerne donere en bygning til at han kan starte et Narconon rehabiliteringscenter i Danmark, men det bliver også der han møder sin fremtidige kone, da han har etableret centret i Mørkøv på Sjælland i september 1986.

Hans 3-værelses i Valby giver han til sin mor som tak for opvæksten og hvad der ellers har været, og så drager han til Mørkøv hvor han bygger et rehabiliteringscenter op fra bunden.

"Jeg har personligt hjulpet over 100 mennesker ud af misbrug og holdt mange hundreder af foredrag på skoler. Når det har reddet ens eget liv, bliver man nødt til at give noget igen."

Kim tog simpelthen ind til København og talte med narkomanerne på gaden. Mange narkomaner har han selv prøvet samtale hos Kirkens Korshær, metadon fra såkaldte behandlere og ind og ud af rehabiliteringscentre. Svingdørsbehandling der får mange til at opgive håbet. Kim tog dem der var kommet dertil hvor han stort set selv var kommet til: døden eller mirakuløs rehabilitering.