|
Denne
artikel er fra Another World nr. 1, november
2003.
Bladet kan bestilles på www.another-world.dk
 English
translation
German article (MIND no. 2, December 2003)
Lars
Najbjerg [Foto: Thorsten Overgaard]
GENNEM
NÅLEØJET
Af:
Thorsten Overgaard
”Jeg havde jo ikke prøvet optagelsesprøven
før, så jeg vidste af gode grunde ikke hvad jeg
kunne vente. Hver dag ved aftenstid kom en sergent med en
liste over dagens navne, og var man på listen, kunne
man se at pakke og komme ud af hovedvagten. Da der var gået
nogle dage og en stor del var faldet fra, husker jeg at jeg
tænkte ”det her går vist meget godt.”
Jeg havde den ide at jeg kunne fordi jeg ville og den indstilling
hjalp mig mere end noget andet.
En
varm augustdag hvor teenagerne steger i sololie langs kysterne,
er to F-16-jagere på patruljeflyvning over Østersøen.
Langt over skyerne beriger solens stråler et langstrakt
udsyn fra cockpittet, flere hundrede kilometer til alle sider
og ned til de få pufskyer på himlen.
Trods
brølet fra jetmotorerne, er der stille i cockpittet
imens jagerne med 950 kilometer i timen skærer sig igennem
den frostklare luft, 14 kilometer over havet, imens femogtyve
liter brændstof hvert minut forvandles til en hvid stribe
efter hver jager.
Da
de nærmer sig russisk territorialfarvand tolv mil ud
for Kaliningrad og den russiske flådestation, er flyvehøjden
reduceret til 100 meter hvor luften er tungere og brændstofforbruget
øges til over tres liter i minuttet. Piloterne holder
øje med instrumenterne. En scanner vil fortælle
når og hvis de opfanges af en russisk radar, men det
er ikke sket endnu.
Men
lidt efter lyder der et kort ”beep” da en russisk
radarstation har opdaget dem og der lyder advarsler på
den internationale nødfrekvens. Kort tid efter figurerer
en russisk Sukoi jager på radaren som en kontant opfølgning
på advarslerne. Der lyder en kort udveksling af ordrer
over radioen, og de to F-16-jageren drejer ned langs grænsen
over internationalt farvand.
Standard
Operating Procedure for russiske jagere er, at de lægger
sig bag fjenden og låser missilet fast på ham,
så de kan affyre i samme sekund, han overskrider grænsen.
Derfor så meget desto større grund til at gribe
situationen intelligent ad. Selv om de endnu er et stykke
fra grænsen og dermed Russisk territorie, er det ikke
noget at spøge med. Lidt efter har Sukoi-jageren krydset
grænsen og befinder sig i internationalt farvand med
direkte kurs mod dem. Leadpiloten udsteder ordre og de to
danske jagere laver et skarpt drej til højre i lav
højde henover vandoverfladen, og den russiske jager
flyver forbi over dem og har tilsyneladende mistet dem på
sin radar. Lead udsteder en ny kortfattet ordre, og de to
danske jagere accelerer opad og følger efter russeren.
Russeren har stadig ikke opdaget dem, før leadpiloten
flyver op på siden af ham, imens den anden danske F-16-jager
har lagt sig i skudafstand bag russeren. Nu har alle tre jagere
retning ud mod Østersøen, væk fra russisk
territorium.
Lars Najbjerg [selvportræt,
privatfoto]
De
vinker til hinanden
Den danske leadpilot vipper med vingerne, det internationale
tegn til at man skal lægge sig i formation, men dog
ikke nødvendigvis gældende for russeren. Russeren
tager overraskende imod invitationen og lægger sig i
tæt formation med den danske F-16-jager, vinge til vinge,
så tæt at man tydeligt kan se fra cockpit til
cockpit. Sådan flyver de for en tid næsten hånd
i hånd imens de to piloter udveksler fagter og vinker
til hinanden. Pludselig foretager russeren en kraftig acceleration
opad og drejer tilbage mod grænsen. Piloterne har ikke
brændstof til at følge efter, selv om de gerne
ville.
”Vi
fik ham... men det var godt nok kun med kamera. Det var et
godt øjeblik.”
Det
var i 1995, fem år efter murens fald. Tilbage på
jorden en solrig sommerdag i Danmark. Lars Najbjerg ligger
på græsplænen og beretter, imens en pilotjakke
hænger på en af æbletræets grene og
hans kone går inde i huset maler førstesalen
i deres villa et solidt stenkast fra Himmelbjerget.
Begge
er de netop returneret fra et fireårigt ophold i England,
og nu skal huset sættes i stand igen, efter at det har
været lejet ud. Selv er han iført hvid t-shirt
med et motiv af to Draken jagerfly, lystigt dekoreret med
hvide malerstænk i samme farve som stuens nymalede vægge.
Lars
Najbjerg er pilot, ”distinguished graduate” fra
NATO’s flyveskole i Texas, Sheppard Air Force Base.
Dette er historien om, hvordan en dreng der drømte
om at flyve, kom gennem nåleøjet og realiserede
sin drøm om at få vinger.
”Jeg
har altid villet være pilot. Fra femårsalderen
begyndte jeg at samle og flyve mine første modelfly.
Da jeg var seksten sprang jeg faldskærm ... vel fordi
jeg tænkte at det var en praktisk forberedelse for en
pilot. Så kan man komme ned, hvis det er.”
”Når
folk spurgte hvad jeg ville være, sagde jeg pilot. Det
var der som regel ikke nogen der troede på kunne lade
sig gøre, så oftest var kommentaren, at det ku’
jeg godt glemme.”
”Før
jeg blev 18 år, startede jeg på mit privatflyver-certifikatet,
idet jeg egentlig havde tænkt mig at tage uddannelsen
civilt, men min instruktør fik mig på andre tanker.
Han var selv jagerpilot i militæret, og sagde at jeg
var godt dum hvis jeg ikke i det mindste prøvede at
blive militærpilot.”
Lars Najbjerg i frit fald - i fuld pilotudrustning
[privatfoto]
Hundredevis
af aspiranter bliver til 5 piloter
Som 18-årig søgte Lars Najbjerg om at komme til
optagelsesprøven som jagerpilot. Et sandt nåleøje,
hvor der bliver sorteret grundigt i ansøgerne allerede
før selve prøven. Ud af de skriftlige ansøgere
udvælges årligt nogle hundrede, der findes egnede
til at få adgang til selve optagelsesprøven,
og deraf findes kun omkring 20 pilotaspiranter egnede til
rent faktisk at starte på Flyvevåbnets flyveskole.
Efter en række flyveprøver er der 5 tilbage af
de 20, og disse 5 sendes videre til Sheppard Air Force Base
i Texas, hvor de gennemgår uddannelsen som jagerpilot.
”Allerede
da jeg sprang faldskærm, blev jeg hurtigt klar over
at det ikke er de fysiske forhindringer, men de mentale, der
sætter grænserne for hvad man kan og ikke kan.
Så jeg begyndte at læse bøger om psykologi.
Da jeg fandt Dianetik var jeg i gang med min træning
til civilpilot, og jeg tænkte ”her er det sgu,
her er en konkret metode til at flytte sine mentale grænser
i stedet for en hel masse snik-snak.” Man flyver ikke
flyvemaskiner med meninger og overtro, som var indholdet i
mange af de andre bøger; der er en helt specifik fremgangsmåde,
som virker. Dianetikbogen og bøger om flyvning havde
en praktisk og anvendelig indfaldsvinkel, som var meget ens.
Det var det, der appellerede til mig, da jeg først
læste Dianetikbogen.”
Så selv om optagelsesprøven er lang, fem dage,
og byder deltagerne store udfordringer, følte Lars
Najbjerg sig godt forberedt:
”Bare
det at du ved, hvad det er der er skyld i at man ikke kan
det man vil ... jamen, det ændrer jo alt. Man kan så
ikke længere skyde skylden på andre ting såsom
dårlige gener, en hård barndom og hvad man ellers
kan finde på. Bare det at man kan identificere en årsag
hos sig selv betyder meget. Gener kan man jo ikke gøre
noget ved, så hvorfor prøve. En identificerbar
årsag hos sig selv kan man gøre noget ved og
det ændrer hele ens indstilling, og netop indstillingen
er forskellen på den der klarer det og den der ikke
gør. Da jeg gik til optagelsesprøven havde jeg
endnu ikke prøvet Dianetik men jeg havde læst
både Dianetik, En videnskabs udvikling og Tankens Grundbegreber
og det alene hjalp mig helt sikkert.”
Lars
Najbjerg på Sheppard Air Force Base
[privatfoto]
At
blive en god pilot
På flyveskolen i USA var han i 13 måneder, inden
han kom hjem og påbegyndte den egentlige træning
som operativ jagerpilot. Lars Najbjerg blev især fascineret
af ”Close Air Support” hvor man flyver med 900
kilometer i timen i en højde af 30 til 100 meter for
at yde luftstøtte til tropperne helt fremme ved fronten.
”I fredstid er der selvfølgelig visse begrænsninger
men i tilfælde af krig ville du flyve så lavt
og så hurtigt som du turde. Flyver du for højt,
bliver det lettere at ramme sine mål, men også
lettere for andre at ramme dig. Når du forlader basen,
ved du ikke hvad dit mål er. Det får du først
at vide, når du når frem. En soldat ved fronten
udpeger målet, og hjælper dig så godt han
kan over radioen. Ved hjælp af hans øjne skal
du danne dig et billede af målet og målområdet,
alt imens du flyver, navigerer og selv nærmer dig målet
med en fart af 900 kilometer i timen. Til allersidst har du
kun sekunder til selv at finde målet, sigte, ramme plet
og komme væk. Dét er en af de mest udfordrende
discipliner, hvor man kommer helt ud til kanten af hvad man
kan håndtere”
”Jeg
har altid ønsket at prøve mig selv af, udforske
grænserne. Når du flyver jager, finder du ret
tidligt ud af, at det ikke er flyveren, men hvad du selv kan
kapere mentalt, der sætter grænserne. Selvfølgelig
er der også fysiske belastninger, det er f.eks. ret
fysisk krævende at dreje så kraftigt at man bliver
udsat for et tryk der er 9 gange så kraftig som tyngdekraften.
Men når du har lært at håndtere de fysiske
belastninger, er der kun de mentale grænser tilbage.”
Gammel kærlighed ruster ikke. Her er Lars Najbjerg ved
en maskine fra 2. verdenskrig. [privatfoto]
Nødlanding
og tilstanden Clear
Målet med Dianetik er at blive Clear, dvs. en person
i sin bedst mulige eller optimale tilstand. For Lars Najbjerg
betød det at han blev Clear, en mærkbar forandring
i livet og i flyvningen.
”Jeg ville være Clear, komme af med mit reaktive
sind og engrammerne (se artiklen Terra Incognita først
i bladet, red). Det var meget virkeligt for mig, at det var
dét, der satte grænserne for min mentale kunnen
og dermed min kunnen som pilot. Målet var at operere
så optimalt som muligt.”
”Jeg har et eksempel, som måske kan illustrere
forskellen.
Før jeg blev Clear, havde jeg engang lejet en Cessna
172 propelflyver, og var oppe at flyve, da motoren langsomt
satte ud. Jeg skyndte mig at se mig om efter en mark at nødlande
på, imens jeg udsendte nødkald over radioen.
Jeg husker tydeligt hvor lidt overskud jeg havde til at analysere
situationen. Der var stort set ikke overskud til andet end
at kaste flyveren ned på den første og den bedste
mark. Det var en flad fornemmelse efterfølgende, for
selv om jeg godt nok havde reddet mig selv og flyveren, så
kunne hele situationen have været undgået hvis
jeg bare havde trukket i karburator forvarmeren – det
var nemlig karburator-is der gjorde at motoren satte ud.”
”Efter
jeg blev Clear og for ikke så lang tid siden, var jeg
ude at teste min Giles 202 kunstflyver. Jeg skulle teste forskellige
former for spind, en manøvre hvor flyet flyves ud af
kontrol og bare roterer i små cirkler direkte ned mod
jorden. Bedst som jeg ligger midt i et spind stopper motoren
pludselig! Det er mildt sagt ikke det bedste sted at få
et motorstop, men det var tydeligt at mærke at jeg denne
gang havde et helt andet mentalt overskud. I stedet for at
få svedige håndflader og reagere lettere panisk,
fik jeg først rettet flyet op, derefter analyseret
hvad der var galt med motoren og fik den i gang igen. Da der
atter var kontrol over situationen steg jeg lidt højere
op og prøvede en gang mere med samme resultat: Et nyt
motorstop. Efter flere forsøg fandt jeg ud af, hvad
det var der skete og kunne justere motoren derefter.”
”Der
var stor forskel på hvordan jeg håndterede situationen
før og efter Clear - ene og alene fordi grænsen
for hvad jeg mentalt kunne håndtere var blevet flyttet.
Jeg havde fået mere overskud!”
”Jeg
oplevede også en anden ændring på vej til
at blive Clear. Tidligere fandt jeg det ukomfortabelt at flyve
i tæt formation højt oppe. Ikke at jeg var bange,
men jeg var meget opmærksom og havde en slags uro som
ikke var tilfredsstillende. I lavere højder havde jeg
den ikke og var fuldt ud komfortabel. Alt i alt var det ikke
logisk, og jeg tænkte at der måtte være
en årsag. Og det var der ganske rigtigt, for senere
fandt jeg den præcise årsag til det, og kunne
udviske den. Det kan man læse om i Dianetikbogen og
en bogen Har du levet før dette liv?”
Lars Najbjerg [Foto: Thorsten
Overgaard]
At
flytte mentale grænser
Imens han arbejdede som jagerpilot, var Lars Najbjerg i sin
fritid med til at starte et flyselskab, hvor han og tre kammerater
købte og solgte fly og flydele. I 1998 havde han pensioneret
sig selv fra militæret og solgte også sin andel
i flyselskabet og flyttede til England for at studere Dianetik
og perfektionere sin viden om sindet og dets barrierer. Resultatet
er at han i dag er stort set lige så veluddannet indenfor
Dianetik som indenfor flyvning.
”Jeg
var glad for min tid i Flyvevåbnet, specielt fordi jeg
var så vild med at flyve. Man skal dog huske på
at hvis man ser bort fra de mange fredstidsopgaver så
er Flyvevåbnets krigstidsfunktion jo løsningen
på en problem som burde at have været håndteret
på et tidligere tidspunkt. Et problem som oftest har
sin rod i manglende forståelse og intolerance –mangler
af en mental natur. Man kunne måske sige at krig er
en dårlig løsning på manglende forståelse.
Mental udvikling ville nok være en bedre og mere human
løsning.”
”Det
er en udfordring i sig selv at få lov at hjælpe
andre med at udvikle sig mentalt. Jeg har hørt at det
er et problem at rekruttere kvalificerede piloter, fordi den
mentale holdning – indstillingen til tingene –
har ændret sig. I stedet for at være målrettet,
giver man efter: ”Nå-ja, hvis jeg ikke kan finde
ud af at blive optaget som pilot, så må jeg prøve
noget andet,” synes holdningen af være. Folk har
lært at leve med deres grænser, snarere end at
flytte dem efter hvad de har behov for.”
Lars Najbjerg [Foto: Thorsten
Overgaard]
Legetøj for vovehalse
Imens Lars Najbjerg studerede i England, samlede han sit nye
legetøj som byggesæt. En Giles 202, hvilket formodentligt
siger de færreste noget, men for piloter og kendere
er det en ”unlimited” kunstflyver.
”Man øver forskellige discipliner som loops,
spin osv. og så er der mesterskabsturneringer rundt
omkring i verden. Man flyver i ”the box” som er
et luftrum på 1 x 1 x 1 kilometer som man selvfølgelig
skal holde sig indenfor, og så sidder der et dommerpanel
på jorden og giver point. Det man flyver, er dels ens
eget program, samt et fast program, men også et program
man får udleveret kort tid inden det skal flyves, altså
uden en chance for først at øve det.”
”Ens
grænser bliver sjældent afprøvet til dagligt
når man lever et normalt liv. Men når man kommer
op i et high stress environment som det at flyve kunstflyver,
bliver ens grænser meget klart optrukne. Og uanset hvor
god man er, kan man altid komme ud og finde grænserne.
Det er bare at gøre programmet sværere.”
Lars
Najbjerg i sin Giles 202 kunstflyver, der står i en
hangar tæt på hjemmet.
[Foto:Thorbjørn
Brunander Sund, Danish Aviation Photo]
Thorsten
Overgaard, november 2003
|
