Opfinderpiger

"Var det ikke et skud?" spørges der forskrækket ud i mørket i det lille værelse. Alle beboerne er vågnet med et sæt. Jo, det var det vist. Det er nat og ikke sjældent trænger fremmede lyde gennem sprækken under døren, denne nat lyden af et rigtigt skud fra en rigtig pistol. Stedet er ikke en krigszone, men derimod byen Bridgeport i USA, der engang var en stor buldrende industriby, men nu om dage et sørgeligt skue af forfald.

Tre piger fra Aalborg er på en ganske særlig mission i USA. Officielt er de i Bridgeport som et forstudie til deres eksamensprojekt fra Institut for Arkitektur & Design. De har arbejdet med et projekt for en lokal virksomhed i Bridgeport, et nyt produkt, virksomheden selv har kæmpet med igennem 10 år, uden at få produktet bragt på markedet. Måske pigerne fra Danmark kan løse den gordiske knude.

Efter to måneder i USA og grundige analyser af markedet, virksomheden og produktet, er deres anbefaling ganske enkelt, at virksomheden skal opgive det nye produkt. "De var vist nærmest lettede over, at der kom nogen udefra og sagde det, de måske ikke selv havde mod til at sige højt. Nemlig at det nye produkt var en dødssejler."

Den virkelige mission i USA er en anden, skal det vise sig. Men mere herom senere.

De tre piger fra Aalborg er Anna Funder, Heidi Nielsen og Anne Tollestrup, der har studeret i fem år på Institut for Arkitektur & Design i Aalborg -   civilingeniører indenfor industrielt design. De har indsigt i både det der er indeni et produkt, det ydre design, samt selve fremstillingen og markedsføringen af et produkt.

Virksomheden som produkt
Det nye er, at de tre piger også anvender deres viden om produktudvikling til virksomhedsudvikling. Et andet skæbnesvangert projekt, de kastede sig ud i, var at rådgive virksomheden Ultra Lak i Viborg. "Som udgangspunkt analyserede vi hele virksomhedens værdigrundlag, arbejdsmetoder, produkter og marked. Vi tænker, at når vi har lært at udvikle et produkt, så det fungerer optimalt og opfylder markedets ønsker, hvorfor så ikke udvikle en virksomhed på samme måde."

Således gjort. Projektet var oprindelig en del af afslutningsprojektet fra skolen, der i teorien kunne resultere i at virksomheden ansatte en af de tre som ingeniør. Men indehaveren af Ultra Lak, Ivan Pedersen, var så begejstret for forløbet, at han kastede en anden idé på bordet: "Hvorfor starter I ikke Jeres egen virksomhed?"

Ikke alene tilbød han at blive deres første kunde, han tilbød også at skyde penge i foretagendet, hjælpe med det praktiske og skaffe kunder fra sit eget netværk. Efter nogen betænkningstid, blev de enige om, at det måske ikke var så dum en idé. Og det var her, turen til USA skulle vise sig at have en helt anden mission, end de oprindelig havde regnet med: "Vi havde planlagt, at vi skulle ansættes i hver vores virksomhed ligesom de andre på studiet. Men så tænkte vi - jamen - hvis vi kunne leve sammen i to måneder dag og nat i et lillebitte værelse i Bridgeport, uden at komme op at skændes, så kunne vi vel også drive virksomhed sammen!"

Nu, fire måneder efter starten på ProVisus ApS ser de ikke overgangen til selvstændige som et stort spring. "Vi har jo arbejdet sammen som gruppe på civilingeniør-studiet i et år, hvor vi selv skulle drive os fremad og sørge for resultater. Så det at det nu er en virksomhed har mest betydet, at lønnen er blevet bedre."

Power-girls
Ivan Pedersen har efter eget udsagn gået og arbejdet i den samme suppedas i mange år, og for ham var mødet med de tre piger noget nær en åbenbaring. "Jeg kunne se at de arbejdede fantastisk godt sammen. Jeg har ikke arbejdet sammen med akademikere før, og jeg er vant til at skulle sige tingene tre-fire gange. Men med dem oplevede jeg, at de fattede hvad jeg sagde første gang."

Det var oplagt, at de var et team. Men at ansætte tre akademikere i sin virksomhed var måske mere end han kunne gabe over. "Jeg tænkte, at hvis de kunne hjælpe mig, så kunne de også hjælpe andre. Så jeg spurgte omkring og alle jeg spurgte, nikkede bekræftende. Så jeg spurgte dem om vi ikke skulle starte en virksomhed i fællesskab."

Gensidig mentor-ordning
Samarbejdet har udviklet sig til en gensidig mentorordning hvor de mødes en gang om ugen. ProVisus kan bruge Ivan Pedersens mangeårige erfaring med at drive virksomhed til at glatte alle de hurdler ud, nyslåede selvstændige ellers kan snuble over i opstarten. Men Ivan Pedersen er ikke den eneste mentor, der er til stede. De tre piger har åbnet helt nye muligheder og synspunkter for den erfarne iværksætter. "Jeg går og får masser af ideer, men jeg har aldrig haft nogen at diskutere dem med. Jeg kunne spørge en maskinleverandør, men så sagde han, at det ikke kunne lade sig gøre. Men pigerne, de siger aldrig, at noget ikke kan lade sig gøre. De kigger på tingene på en ny og frisk måde, som jeg lærer en masse af. Jeg tror forskellen på dem og andre rådgivere er, at de analyserer virksomheden og produkterne meget grundigt og kommer med et forslag, man kan se fornuften i og som har hold i virkeligheden. Hvor andre rådgivere typiske slipper dér, bliver de ved med at holde én i ørene, så projektet bliver til noget og lykkes. Det er jo noget, man kan bruge."

"Men vi er ikke rationaliseringseksperter," fastslår Heidi. "De ting vi arbejder med tager måske nogen tid om at blive til virkelighed, men så er det til gengæld også noget som former virksomheden til fremtiden med produkter, virksomhedskultur og produktionsfaciliteter, der hænger sammen og som derved skaber vækst i både arbejdsglæde, markedsandele og indtjening."

"Det er vigtigt, at det hænger sammen," fastslår Anna Funder. "Det nytter ikke noget at man producerer et designprodukt af ypperlig kvalitet i østen. Indmaden til et elektronisk produkt måske. Men den kvalitet der skal være i det færdige produkt, skal gennemstrømme virksomheden selv, for at det virker."

På de få måneder, virksomheden har eksisteret, har pigerne allerede berørt mange spændende projekter. På kontoret står en stor rød fodervogn, der er en prototype på en selvkørende vogn, der letter landmandens arbejde, så han ikke skal bukke sig så langt når han skal fodre grise. Den har været ude i den virkelige verden - en grisestald syd for Aalborg - for at stå sin prøve. "Den lugter af gris!," skynder de sig at sige i kor, da de øjner faren for at blive fotograferet siddende i vognen.

"De fleste projekter løser vi med to af os på opgaven, hvor den ene er den primært ansvarlige. Men det at vi alle tre har samme baggrund, gør at vi har en fleksibilitet hvor vi alle kan træde ind i en opgave." En opgave, hvor alle tre var på, på samme tid, men med hver deres projekt, var et studieprojekt med Bang & Olufsen som case, hvor de arbejdede med lyd, design, materialer og produktionstekniske hurdler. "Et anderledes projekt, der oser af nytænkning," lød skudsmålet fra B&O, "Det er en meget spændende løsning, og hvis det akustiske princip virker, er det et meget banebrydende projekt."

Enten eller
"Vi har valgt at gøre det rigtigt fra starten. Det skulle være et rigtigt firma med firmabil, os tre som fuldtidsansatte og det hele. Det skal være professionelt, for vi tager penge for det vi lave. Ikke sådan noget med at vi lige mødes en gang i mellem og ser om det kører. Det er enten eller."

Indtil videre ser det ud til at være enten. Med tre nyindkøbte og absolut éns bærbare computere sidder de tre piger ved tre ens skriveborde deres kontor i Aalborg med fyldt ordrebog. Mere ingeniører er de dog ikke, end der også er tændt fyrfadslys på kontoret. "Vi valgte at lave det som anpartsselskab efter at vi havde talt med vores advokat. Det gør tingene simplere og begrænser også vores hæftelse. At det nu er en virksomhed og ikke et gruppearbejde, har også betydet at vi skal beskæftige os med salg og økonomi."

Økonomien står Anne Tollestrup for, imens Heidi Nielsen primært er den der står for salget. "Vi mener, at vi alle tre skal kunne sælge os selv, men det er primært min opgave at sørge for at det sker. Men da vi kun har været i gang i fire måneder, har vi prøvet os frem med forskellige metoder fra telemarketing til møder. Det vi beskæftiger os med, forklares bedst ved at vi kommer ud og ser deres virksomhed."

"Der er mange spændende produkter og virksomheder. Jeg tror vores primære tvivl om hvorvidt vi skulle starte selv, var at vi mente det var godt at have ballasten at have været ansat i ét firma i nogle år og have opbygget et forretningsmæssigt netværk," funderer Anna Funder, "men jeg må sige at bredden af projekter er enorm. Og meget af det, der kan bruges og læres i ét projekt, kan anvendes i et andet."

"Det føles som om vi har drevet virksomhed i mange år allerede," konkluderer de tre næsten enstemmigt.

Nåe ja, det har vi da aldrig tænkt på
At de nok er unge og at de er piger er ikke nogen hindring for resultater. "Jeg var ude hos en virksomhed og så på deres konstruktionstegninger. Dele af konstruktionen virkede overflødig, så jeg spurgte hvorfor de havde lavet det på den måde og ikke bare gjort sådan og sådan. "Nåe ja, det har vi da aldrig tænkt på," sagde de og overvejer nu at ændre på konstruktionen efter at have lavet det på den bøvlede måde i 10 år.," fortæller Heidi Nielsen.

"Jeg synes vi hurtigt vinder respekt. De skal lige se os an, men jeg synes ikke det tager længe, før end de godt kan forstå, at vi har styr på at de firkantede stænger skal ned i de firkantede huller og de runde skal ned i de runde," siger Anna Funder.