PIANISTEN
For nogle år siden lå en baby på andensalen i Nordvestkvarteret i København hver formiddag og lyttede opmærksomt til lydene der kom ned fra loftet. Ovenpå indledte Ole Boskov hver morgen et diciplineret program af fingerøvelser, der skulle træne fingrenes adræthed. Skulle barnet nedenunder have hørt fingrenes advarende knæk og pianostolens knirken, ville den næste times enerverende skalaer på det opretstående Hornung & Møller klaver i lejligheden ovenpå ikke komme som nogen overraskelse. Skønt kun få naboer fra tid til anden klagede, har skalaerne utvivlsomt været et ulideligt morgenritual, men samtidigt prisen for hvad derpå dagligt fulgte: Den store daglige koncert på 6-8 timer med Chopin, Bach, Chick Corea, Keith Jarret og andre komplicerede værker.
Hvad det tvangsindlagte publikum i de de tilstødende lejligheder kan have undret sig over, var om det virkelig var nødvendigt at gentage et næsten enslydende repertoire hver eneste dag.
Det var det, hvis man kender historien om drengen, der som ni-årig begyndte at spille på sin fars orgel og guitar. Faderen har i sit stille sind sikkert glædet sig over at drengen fik en sund interesse, i stedet for at kaste frøer efter gamle damer eller brænde savværker af med svovlstikker. At se sønnen opslugt af orgelet må have indgydet faderen ro og balance i sine planer om at sønikke en dag skulle overtage møbelforretningen.
Således blev det ikke stoppet i tide, og allerede som tolvårig begyndte Ole Boskov at komponere musik. Skolegangen blev klaret med 10- og 11-taller, skønt med venstre hånd. Det gik først galt i gymnasiet. Det gik mildest talt ikke godt, og allerede efter få måneder gav han op og tilbragte resten af året i familiens møbelbutik, indtil han kunne starte på handelsskolen.
Der åbnedes mere end én ny verden for Ole Boskov. Regnskabslære var den ene, men handelsskolen blev også startskuddet til trioen ”Soap,” der allerede året efter fik et tre uger langt engagement med deres danserepertoirere af kopinumre på et Indu-Bar i Helsingør.
”Hver nat i tre uger spillede vi 6 timer. Det var første gang, jeg virkelig troede på at man kunne opnå noget.”
Den navnkundige Eugen Tajmer var blevet deres manager og skaffede Soap det ene job efter det andet på Bakken, Dansetten i Tivoli, Ritz i Køge og mange andre steder. Der blev råd til en kassevogn til at rejse rundt i. Under Soap logoet på den røde Mercedes kassevogn, kunne man svagt ane ordet SENGEBUNDE fra den tidligere ejer.
Det nyåbnede diskotek Las Vegas i Svendborg var et af stederne, den røde kassevogn kørte til i weekenderne. Et glamorøst sted med metertykt gulvtæppe med Las Vegas indvævet, ikke blot væg til væg, men også fra gulv til loft. En tryg firserstemning med strålelys ned på de sortlakerede borde med krystalaskebægre, løbelys og oprullede jakkeærmer. Bandet optrådte i éns hvide kedeldragter og sov ovenpå udstyret i kassevognen om natten.
Det var 1981, to år før smalle læderslips blev in, men allerede the high life for Ole Boskov og hans nu tre kollegaer i kvartetten Soap.
”Vi levede i pigernes beundrende søgelys, vi stod på en scene 40 cm. over det almindelige liv, tjente gode penge, spillede musik og havde det sjovt.”
Da handelsskolen var slut, var det ikke oplagt, hvad der så skulle ske. Ole Boskov tog en edb-uddannelse i Herlev og derpå et halvt år i svigerfaderens skrotfirma, for endelig at havne i en udsigtsløs halvdags-stilling i et edbfirma. Der sad han så og lavede figurer af papirclips på det mørkegrønne skrivebordsunderlag imens tiden tikkede på det orange vægur. Efter et halvt års indædt spekulation, var hans beslutning klar.
”Jeg ville spille musik. Jeg sagde op og fik Bent Aksen som klaverlærer. Han var en stor profil i det Københavnske jazzmiljø i 50’erne og 60’erne hvor han spillede med NHØP, Chet Baker og alle de store. Han havde det overskud og overblik over musik som jeg havde brug for. Han dikterede fingergymnastik, en time med øvelser og skalaer på klaveret hver dag, og så fik jeg lektier for. Chopin og Bach.”
Således er vi tilbage i den to-værelses i Nordvestkvarteret som Ole Boskov delte med Tina, hans livs kærlighed siden deres blikke mødtes under en koncert han spillede på Exalon i København i 1984. Den anden store kærlighed var klaveret i lejligheden, et arvestykke fra mormor.
”Jeg studerede og øvede de store, Oscar Peterson, Chick Corea, Keith Jarrett, Bach og så videre. Jeg øvede hårdt, og det skred fremad indtil en dag og et punkt i spillet hvor jeg simpelthen ikke kunne komme videre. Jeg kunne godt intellektuelt forstå f.eks. hvad det var Chick Corea gjorde, men jeg kunne ikke ... jeg kunne ikke få fingrene til det, uanset hvor meget jeg øvede. Jeg sad dér, satans også, det bliver ikke bedre, trods det at jeg øvede som en besat.”
” Jeg var godt klar over, på et intuitivt niveau, dengang, at man spiller som den man er. Ens personlighed skinner igennem, når man er musiker. Er man lidt tilbageholdende, vil det præge ens spil. Kommer man altid for sent, vil man have problemer med timingen i spillet. Det vidste jeg, og jeg vidste også at Chick Corea brugte Dianetik.”
”Jeg havde haft Dianetik-bogen stående i syv år og havde læst to sider. Så da vi drog på ferie i Spanien, havde jeg den med og fik jeg læst den fra ende til anden. Dét startede et skred. Hvis man kan lægge 2+3 sammen, kan man se der er mere at komme efter i Dianetik.”
”Da jeg kom hjem, kontaktede jeg en af mine perifere musikervenner, som jeg vidste arbejdede med Dianetik og spurgte hvordan han gjorde. Jeg fik læst bøgerne ”Tankens Grundbegreber”og ”En Videnskabs Udvikling”, begge to nemme bøger i forhold til Dianetik. Der blev rykket i mit univers. Det var ikke kun et spørgsmål om at blive rigtig god til musik. Lige pludselig var det også spørgsmålet om hvem man er og hvor man kommer fra.”
”Jeg kontaktede det lokale Dianetik-center, deres adresse stod bag i bogen. Jeg ønskede at min kone også fik forståelse for dette nye, og faktisk blev vores kommunikation meget bedre. Guderne skal vide, at vores forhold godt kunne blive bedre, og det blev det faktisk ganske mirakuløst med nogle af de ting, vi i fællesskab lærte.”
Imens Ole Boskov således var optaget af de nye ting der skete i hans musik og liv, ringede telefonen pludselig en dag. Det var Ivan Pedersen, der dengang ovenpå en række gedigne hits med duoen Laban, havde startet sin nye gruppe Small Wonders. Ole Boskov blev inviteret til audition som keyboardspiller.
”Uha, jeg var meget benovet, ha ha. Da jeg troppede op i deres øvelokale ved Sortedammen var der fyldt med grej og sejt udseende sværvægtere fra det Københavnske rockmiljø. Så vi spillede nogle numre sammen, jammede lidt”
Halvanden uge senere ringede Ivan igen. ”Det blev dig,” var beskeden. Derpå gik det stærkt, Ivan Pedersen var mere end almindelig venlig til at lade Ole Boskov deltage i aktiviteter, der ellers normalt kun var en star forundt. Således var Ole Boskov med når der blev lavet jingles til Dansktoppen og blev gennem Ivan Pedersen introduceret til et hav af mennesker i branchen. Til koncerterne spillede bandet endda et par af Ole Boskovs egne kompositioner.
Den uafladelige række koncerter landet rundt, kombineret med den fornyede indsigt i Dianetik, gav hår på brystet.
”Jeg kunne med det samme mærke en forbedring i min musik når jeg lærte mere om mig selv. Hvis man er dygtig, men iøvrigt ikke opmærksom, kommer man ikke videre end at der kun er så og så mange skalaer, rytmer osv. at bruge. Så bliver man ikke bedre. Jeg havde læst i Dianetik, at hændelser fra tidligere kan blokere din kunnen i nuværende tid, så det fik jeg skrællet af og kunne udvikle mig frit.”
”Jeg lærte også Studieteknikken, som L. Ron Hubbard har udviklet. Det er vigtigt at lære hvordan man lærer noget, fordi man skal forstå f.eks. nodesproget som er Italiensk. Der står for eksempel ”piano” mellem nodelinierne, hvilket betyder ”blidt,” ”pianissimo” betyder ”blidere”. Studieteknoklogien gav mig den selvtillid, at jeg kan studere hvad som helst og forstå det.”
Da der var gået et par år med Ivan Pedersen, blev det tid for Ole Boskov’s eget band. Der var en guitarist fra Aalborg der havde spillet med Lis Sørensen, og der var andre rigtigt gode musikere. Et pladeselskab var interesseret og snart var Ole Boskov’s nye band i gang med at lave plade i det store Werner studie.
”Pladeselskabet troede rigtig meget på det og ofrede rigtig mange penge på at lade os lave en rigtig god master-optagelse.”
En dag blev Ole Boskov kaldt op på pladeselskabet til møde hvor direktøren gav ham valget mellem at enten at opgive Dianetik, eller at opgive at udgive pladen.
”Det var et nemt valg. Jeg spurgte ham, om valget havde været det samme, hvis det havde været Chick Corea der sad der. Nå, men pyt. Nu stod jeg med et halvt masterbånd og uden pladeselskab. Så jeg besluttede at færdiggøre masteren for egen regning og udgive CD’en selv.”
Til færdiggørelsen fik Ole Boskov igen hjælp af Ivan Pedersen, der stillede sit eget studie til rådighed og hjalp med baggrundsvokaler. Snart var masterbåndet færdigt og Ole Boskov fik produceret 1.000 CD’er af ”Listen to the Wind.” Westcoast-musik i stil med Sko/Torp, der udkom med deres megahit i de samme uger.
”Det var en herlig fornemmelse, da fragtmanden kom med mine CD’er. Jeg flåede kassen op og famlede med folien på den første CD. Da den første eufori havde lagt sig, nå-ja, så var der 1.000 CD’er i min stue. Hvad nu?”
Fra at være anlagt til en stor udgivelse, blev ”Listen to the Wind” et hit i mindre størrelse, først blandt den nærmeste omgangskreds og siden i lidt videre kredse. Alligevel er det blevet til tre CD-udgivelser på Ole Boskovs eget label siden 1996. Hans plader er blevet spillet på radioer i Japan, Sverige, Norge, Danmark, Tyskland, Spanien, Italien, Tyskland, Schweiz og USA. Ole Boskov havde et mindre hit i staten Pennsylvania med numret af samme navn fra hans første plade.
”Jeg have ingen erfaring, jeg havde faktisk ikke regnet med det. Så langt havde jeg ikke tænkt, jeg ville bare lave min plade. Så jeg måtte jo i gang med at ringe til radio, tv og pladebutikker og få min hjemmeside www.boskov.dk op at køre. Alle valg er ikke lige smertefrie.”
”Livet har en tendens til at udvikle sig henimod nogle valg, og så må man foretage de valg ud fra ens virkelige passion, lyst og ambition. Ikke ud fra det som omgivelserne ville syntes var godt, for ... for så bliver man jo utilfreds.”
Med en søn i 2001 måtte Ole Boskov foretage nogle valg for mere end sig selv. Han valgte at prioritre, det han føler det handlede om nu. Familien, musikken og hans band, danseorkestret Cool Cats.
”Mit job er min musik og er det jeg lever af. Det er mest omkring weekenderne, jeg spiller og så har jeg hverdagen og aftnerne til at komponere og være sammen med venner og familie.”
”Man skal huske, hvorfor det var man startede på noget. Hvad var den først impuls, om man vil. For os var det fordi vi kunne lide at spille musik. Folk skal danse og være glade. Og så er det fedt at tjene penge. For andre er det måske, at de gerne vil spille for folk der sidder stille og lytter, men så skal man gøre sig det klart hvad det er man vil. Musik er kommunikation, og der er forskellige slags kommunikation...”
Ole Boskov har netop udgivet sin tredie CD, ”Songs in Black & White” og optræder flere gange om ugen med Cool Cats samt sine egne sange solo eller med band. |