Fabler fra det menneskelige sinds snørklede gange

Den amerikanske forfatter Paul Auster er velfortjent blevet mange danskeres yndling, og hans bøger er stort set konstant at finde på boghandelens hylder som klassikere indenfor nyere amerikansk litteratur.

Hvad der gør Auster interessant i en Dianetisk sammenhæng er, at hans beskrivelse af personligheder ofte er rammende i næsten surrealistisk grad. Det er klart bøger skrevet for tænkende mennesker, om menneskers tanker om sig selv og andre. Auster medtager alle mellemregningerne, der foregår når et menneske skal gennemtænke en situation; såvel de rationelle tanker som de irrationelle, vores tanker om disse tanker, samt de tanker der støder til, uden at have noget med sagen at gøre, samt de ting vi forsøger ikke at tænke på, men som ikke vil forsvinde.

I Illusionernes Bog roder hovedpersonen sig ud i mangt og meget, han udemærket godt ved han ikke burde. Han drages og er ganske enkelt ikke selv herre over sitationen, men følger med krydsede fingre skæbnens satiriske strøm.

Ikke langt inde i bogen har den noget afsondrede hovedperson vovet sig udenfor sin lejlighed og er stødt på nogle gamle bekendte på gaden, der kendte hans afdøde kone. Egentlig ønsker han at sige udtrykkeligt nej til en invitation, men alligevel ender han med at høre sig selv sige, at han med glæde vil møde op. Det kommer der denne sekvens ud af til festen:

"Da jeg havde drukket den whisky, gik jeg hen i baren for at få en ny, men denne gang droppede jeg sodaen og nøjedes med lidt is. Ved den tredje droppede jeg isen.

Da middagen var klar, stillede gæsterne op i kø rundt om spisebordet, fyldte tallerknerne og fordelte sig rundt om i huset på jagt efter et sted at sidde ned. Jeg endte i sofaen i arbejdsværelset, kilet ind mellem armlænet og Karin Müllet, en af undervisningsassistenterne på tysk. På det tidspunkt var min koordinatonsevne allerede en smule usikker, og mens jeg sad der med en tallerken fuld af salat og bøf stronganoff balancerende på mit knæ, vendte jeg mig for at tage min drink fra bordet bag sofaen (hvor jeg havde stillet den før jeg satte mig), og jeg havde lige grebet om glasset, da det smuttede ud af hånden på mig. En firedobbelt Johnnie Walker røg lige ned i nakken på Karin Müller, og glasset ramte hende i ryggen. Hun sprang op - hvordan skulle hun kunne lade være? - og idet hun gjorde det, tabte hun sin tallerken med bøf stronganoff og salat og skubbede til min, hvilket ikke sendte den på gulvet men op i luften, hvorefter den landede med bunden i vejret i mit skød.

Det var ikke just nogen katastrofe, men det havde jeg drukket alt for meget til at indse, og da mine bukser pludselig drev af olivenolie og min skjorte var oversprøjtet med sovs, valgte jeg at blive fornærmet. Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde, men det var noget ondskabsfuldt og fornærmende, noget helt og aldeles malplaceret. Din klodsede ko , eller din dumme, klodsede ko . Uanset hvordan ordene faldt, var de udtryk for en vrede som aldrig nogen sinde må blive artikuleret, og da slet ikke i et lokale fyldt med kantede, overspændte universitetslærere. Det er formodentlig overflødigt at tilføje, at Karin hverken var dum elle klodset, og at hun på ingen måde lignede en ko. Faktisk var hun en tiltrækkende, slank kvinde i slutningen af trediverne, som underviste i Goethe og Hölderlin, og som altid havde været venlig og imødekommende. Få sekunder inden ulykken skete, havde hun spurgt om jeg ville komme og holde et foredrag for et af hendes hold, og det var lige idet jeg rømmede mig og skulle til at sige, at jeg var nødt til at tænke over det, at jeg tabte mit glas. Det hele var min skyld, og alligevel fik jeg det vendt om og givet hende skylden. Det var temmelig modebydeligt, og endnu et bevis på at jeg ikke var klar til at blive lukket ud af buret. Karin var kommet med et venligt tilbud, faktisk havde hun udsendt en føler, der forsigtigt antydede, at hun var til rådighed for samtaler på tomandshånd også om helt andre emner, og jeg, der ikke havde rørt en kvinde i næsten to år, reagerede til min egen forbløffelse primitivt og vulgært på disse antydninger der var næsten uhørlige, akkurat som en mand med for meget alkohol i blodet: hvordan mon hun så ud uden tøj? Var det derfor jeg snerrede ondskabsfuldt ad hende? Var mit selvhad så stort, at jeg var nødt til at straffe hende for at have vækket et svagt glimt af seksuel ophidselse hos mig? Eller vidste jeg inderst inde, at hun ikke havde antydet noget som helst, og at hele dramaet var min egen opfindelse, et øjebliks begær fremkaldt af hendes varme, velduftende krops nærhed.

For at gøre det hele værre, blev jeg ikke det mindste ked af det, da hun et øjeblik efter begyndte at græde. På det tidspunkt stod vi begge to op, og da jeg så Karins underlæbe begynde at skælve og tårerne vælde frem i hendes øjenkroge, blev jeg glad; ja, jeg nærmest triumferede over den bestyrtelse jeg havde vakt. Der var seks-syv andre mennesker i lokalet på det tidspunkt, og de vendte sig alle om mod os, da Karin sprang op af sofaen. De klirrende tallerkner havde fået flere af de andre gæster til at stimle sammen i døren, og der var mindst et dusin vidner til det jeg sagde, hvad det nu end var. Derefter blev der helt stille. Et øjebliks kollektivt chok og derefter var der ingen der vidste, hvad de skulle sige eller stille op. Mens stilheden og usikkerheden bredte sig, blev Karins forskrækkelse forvandlet til vrede.

Sådan skal du ikke tale til mig, David, sagde hun. Hvad bilder du dig ind?

Heldigvis var Mary blandt dem der var stimlet sammen i døråbningen, og før jeg kunne nå at få lavet flere ulykker, kom hun farende hen og greb mig i armen.

David mente det ikke, sagde hun til Karin. Gjorde du vel, David? Det var bare en finke der røg af panden i et øjebliks tankeløshed.

Jeg havde lyst til at sige noget groft, der modsagde det, noget der beviste at jeg havde ment hvert et ord jeg havde sagt, men jeg holdt min mund. Det krævede opbydelse af al min selvkontrol, men Mary havde forsøgt at redde mig ved at agere fredsmægler, og noget sagde mig, at jeg ville fortryde det, hvis jeg skabte flere problemer for hende. Så i stedet for at sige det, jeg havde lyst til at sige, vristede jeg mig fri af hendes greb og gik ud af arbejdsværelset og tværs gennem stuen, mens mine tidligere kolleger stod tavse og fulgte mig med øjnene.

Jeg gik direkte ovenpå og ind i Greg og Marys soveværelse. Jeg ville finde mit overtøj og se at komme af sted, men min parkacoat måtte åbenbart ligge nederst i bunken af frakker på sengen, for jeg kunne ikke finde den. Efter at have gravet i bunken et stykke tid, begyndte jeg at smide frakkerne på gulvet, for på den måde at begrænse antallet af muligheder og forenkle min eftersøgning. Da jeg var halvvejs igennem bunken - der lå flere frakker på gulvet end på sengen - kom Mary ind, lille, med lyst, krøllet hår og røde kinder i sit runde ansigt, og da hun stod der i døråbningen med hænderne i siden, forstod jeg at hun havde fået nok. Jeg følte mig som et barn, der venter på at få skældud af mor."

[Paul Auster: Illusionernes Bog, side 78]

Bemærk hvor elegant hovedpersonen i nutid "ser tilbage" på hvad der skete; han skildrer den indre kamp mellem det smådestruktive jeg, det fornuftige jeg, og personen selv der forsøger at tilgodese alle indre og ydre interesser - og som set gennem bagklogskaben godt kan se, at det faktisk ikke var så smart. I Dianetik har disse ting navne, og i realiteten kunne denne sekvens fra Paul Auster have været en Dianetik terapi session . Resultatet af Dianetik, når en person ser tilbage på begivenheder, er erkendelser . Imens andre kan have mange velmenende ideer til hvad en person burde forbedre hos sig selv, er det der tæller, hvad personen selv ser og simpelthen erkender som årsagerne til sine problemer. Og i lighed med at man erkender , at ens cykel ikke kan køre, fordi der sidder en pind i hjulet, lige så simpelt bliver løsningerne på livets større problemer, når man erkender årsagerne.