ErhvervsBladet |
|
Klaus Riskær's CV
Iværksætterfabrikken
Copygene
Cybercity
Medlem af EU-parlementet
Accumulator Invest
Kanal 2
The Voice
Børsinformation
Iværksætterfabrikken.dk homepage |
|
|
|
|
Iværksætterfabrikken er et iværksætter-kraftcenter med plads til 144 iværksættere
I går åbnede Klaus Riskær sin nye Iværksætterfabrikken. Et iværksætter-kraftcenter med plads til 144 iværksættere i Oranges tidligere hovedkvarter på Amager.
Men venter man et gennemhipt iværksættermiljø i halvfjerdserstil med lounge og orange arbejdslamper, går man galt i byen. Helt i den Klaus Riskær’ske ånd er der lagt op til hårdt arbejde uden dikkedarer.
Fra 2.500 kroner om måneden tilbyder Iværksætterfabrikken et skrivebord med adgang til farveprinter, reception, mødelokaler, køkkenfaciliteter og alskens moderne faciliteter.
Et tomt 3.500 m2 stort Orange hovedkvarter med overdådig infrastruktur til røverpris var hvad der skulle til for at Riskær kunne realisere en otte år gammel drøm: Et no-nonsense koncept hvor man lejer sig ind via en hjemmesiden ivaerksaetterfabrikken.dk, ikke betaler indskud og ikke skal læse kilometerlang jura.
Indtil videre har 31 iværksættere reserveret et bord, og det er tilfredsstillende for Riskær, der forventer at det måske tager op til seks måneder at få fuldt hus.
”Nu samler vi forhåbentligt 144 iværksættere herude indenfor de næste seks måneder, og måske sker der noget. Det bliver en levende organisme med personer. Jeg har ikke noget koncept ud over at det er nemt og billigt med ordentlige faciliteter. Om man så kan lykkes derfra, er helt op til en selv.”
Ud over skrivebord med udsigt til Øresundsbroen, får man adgang til sparring med de folk, der er der. Skønt Riskærs nye baby, Copygene, flytter sit hovedkontor til bygningens fjerde sal, har Riskær selv valgt at sidde blandt iværksætterne. Det samme har Janus Friis, grundlæggeren af Skype.
”Det er jo her, det kommer til at ske. Så kan man komme og spørge, ”hvad synes du om dette-her, Klaus?” og så kan vi måske begge lære noget af det.”
Skønt Riskær ønsker andre iværksættere al den medgang, de kan få, har han ikke tænkt sig at agere barnepige eller udarbejde et koncept for hvordan, man får succes.
”Succesfulde iværksættere er dem, der formår at skabe netværk og sparring omkring sig. Og med netværk mener jeg ikke at gå til receptioner og strø visitkort. Men at indse, at hvis man har to-tre personer omkring sig med forskellige kompetencer, der ligesom én selv vil give den en skalle i et halvt år uden løncheck, så er man nået langt. Så må de tage lån i huset eller slå plat på understøttelsen for at klare den økonomisk. Men én skal være leder, og det er typisk ham der har ideen, kapitalen – eller bare tager teten.”
Klaus Riskær er klar til at lade anarkiet råde de første måneder. Skriveborde og alt andet kan omarrangeres som behov og ideer opstår. Han har med nogen glæde erfaret, at uventet mange kreative piger og innovatorer kommer ind i huset. Men ellers er det udviklere, bogholdere, fotografer, journaliser, kunstnere, managementkonsulenter og meget andet godt fra den selvstændige underskov.
”Måske der bliver dannet clusters i huset med forskellige typer folk, der kan bruge hinanden. Jeg ved det ikke, men det kan man håbe. Man kan jo flytte rundt i huset, hvis man finder et andet skrivebord, der passer én bedre.” |