En varm augustdag hvor teenagerne steger i sololie langs kysterne, er to F-16-jagere på patruljeflyvning over Østersøen. Langt over skyerne beriger solens stråler et langstrakt udsyn fra cockpittet, flere hundrede kilometer til alle sider og ned til de få pufskyer på himlen.

Trods brølet fra jetmotorerne, er der stille i cockpittet imens jagerne med 950 kilometer i timen skærer sig igennem den frostklare luft, 14 kilometer over havet, imens femogtyve liter brændstof hvert minut forvandles til en hvid stribe efter hver jager.

Da de nærmer sig russisk territorialfarvand tolv mil ud for Kaliningrad og den russiske flådestation, er flyvehøjden reduceret til 100 meter hvor luften er tungere og brændstofforbruget øges til over tres liter i minuttet. Piloterne holder øje med instrumenterne. En scanner vil fortælle når og hvis de opfanges af en russisk radar, men det er ikke sket endnu.

Men lidt efter lyder der et kort ”beep” da en russisk radarstation har opdaget dem og der lyder advarsler på den internationale nødfrekvens. Kort tid efter figurerer en russisk Sukoi jager på radaren som en kontant opfølgning på advarslerne. Der lyder en kort udveksling af ordrer over radioen, og de to F-16-jageren drejer ned langs grænsen over internationalt farvand.

Standard Operating Procedure for russiske jagere er, at de lægger sig bag fjenden og låser missilet fast på ham, så de kan affyre i samme sekund, han overskrider grænsen. Derfor så meget desto større grund til at gribe situationen intelligent ad. Selv om de endnu er et stykke fra grænsen og dermed Russisk territorie, er det ikke noget at spøge med. Lidt efter har Sukoi-jageren krydset grænsen og befinder sig i internationalt farvand med direkte kurs mod dem. Leadpiloten udsteder ordre og de to danske jagere laver et skarpt drej til højre i lav højde henover vandoverfladen, og den russiske jager flyver forbi over dem og har tilsyneladende mistet dem på sin radar. Lead udsteder en ny kortfattet ordre, og de to danske jagere accelerer opad og følger efter russeren. Russeren har stadig ikke opdaget dem, før leadpiloten flyver op på siden af ham, imens den anden danske F-16-jager har lagt sig i skudafstand bag russeren. Nu har alle tre jagere retning ud mod Østersøen, væk fra russisk territorium.

De vinker til hinanden
Den danske leadpilot vipper med vingerne, det internationale tegn til at man skal lægge sig i formation, men dog ikke nødvendigvis gældende for russeren. Russeren tager overraskende imod invitationen og lægger sig i tæt formation med den danske F-16-jager, vinge til vinge, så tæt at man tydeligt kan se fra cockpit til cockpit. Sådan flyver de for en tid næsten hånd i hånd imens de to piloter udveksler fagter og vinker til hinanden. Pludselig foretager russeren en kraftig acceleration opad og drejer tilbage mod grænsen. Piloterne har ikke brændstof til at følge efter, selv om de gerne ville.

”Vi fik ham... men det var godt nok kun med kamera. Det var et godt øjeblik.”

Det var i 1995, fem år efter murens fald. Tilbage på jorden en solrig sommerdag i Danmark. Lars Najbjerg ligger på græsplænen og beretter, imens en pilotjakke hænger på en af æbletræets grene og hans kone går inde i huset maler førstesalen i deres villa et solidt stenkast fra Himmelbjerget.

Begge er de netop returneret fra et fireårigt ophold i England, og nu skal huset sættes i stand igen, efter at det har været lejet ud. Selv er han iført hvid t-shirt med et motiv af to Draken jagerfly, lystigt dekoreret med hvide malerstænk i samme farve som stuens nymalede vægge.

Lars Najbjerg er pilot, ”distinguished graduate” fra NATO’s flyveskole i Texas, Sheppard Air Force Base. Dette er historien om, hvordan en dreng der drømte om at flyve, kom gennem nåleøjet og realiserede sin drøm om at få vinger.

”Jeg har altid villet være pilot. Fra femårsalderen begyndte jeg at samle og flyve mine første modelfly. Da jeg var seksten sprang jeg faldskærm ... vel fordi jeg tænkte at det var en praktisk forberedelse for en pilot. Så kan man komme ned, hvis det er.”

”Når folk spurgte hvad jeg ville være, sagde jeg pilot. Det var der som regel ikke nogen der troede på kunne lade sig gøre, så oftest var kommentaren, at det ku’ jeg godt glemme.”

”Før jeg blev 18 år, startede jeg på mit privatflyver-certifikatet, idet jeg egentlig havde tænkt mig at tage uddannelsen civilt, men min instruktør fik mig på andre tanker. Han var selv jagerpilot i militæret, og sagde at jeg var godt dum hvis jeg ikke i det mindste prøvede at blive militærpilot.”

Hundredevis af aspiranter bliver til 5 piloter
Som 18-årig søgte Lars Najbjerg om at komme til optagelsesprøven som jagerpilot. Et sandt nåleøje, hvor der bliver sorteret grundigt i ansøgerne allerede før selve prøven. Ud af de skriftlige ansøgere udvælges årligt nogle hundrede, der findes egnede til at få adgang til selve optagelsesprøven, og deraf findes kun omkring 20 pilotaspiranter egnede til rent faktisk at starte på Flyvevåbnets flyveskole. Efter en række flyveprøver er der 5 tilbage af de 20, og disse 5 sendes videre til Sheppard Air Force Base i Texas, hvor de gennemgår uddannelsen som jagerpilot.

”Allerede da jeg sprang faldskærm, blev jeg hurtigt klar over at det ikke er de fysiske forhindringer, men de mentale, der sætter grænserne for hvad man kan og ikke kan. Så jeg begyndte at læse bøger om psykologi. Da jeg fandt Dianetik var jeg i gang med min træning til civilpilot, og jeg tænkte ”her er det sgu, her er en konkret metode til at flytte sine mentale grænser i stedet for en hel masse snik-snak.” Man flyver ikke flyvemaskiner med meninger og overtro, som var indholdet i mange af de andre bøger; der er en helt specifik fremgangsmåde, som virker. Dianetikbogen og bøger om flyvning havde en praktisk og anvendelig indfaldsvinkel, som var meget ens. Det var det, der appellerede til mig, da jeg først læste Dianetikbogen.”

Så selv om optagelsesprøven er lang, fem dage, og byder deltagerne store udfordringer, følte Lars Najbjerg sig godt forberedt:

”Bare det at du ved, hvad det er der er skyld i at man ikke kan det man vil ... jamen, det ændrer jo alt. Man kan så ikke længere skyde skylden på andre ting såsom dårlige gener, en hård barndom og hvad man ellers kan finde på. Bare det at man kan identificere en årsag hos sig selv betyder meget. Gener kan man jo ikke gøre noget ved, så hvorfor prøve. En identificerbar årsag hos sig selv kan man gøre noget ved og det ændrer hele ens indstilling, og netop indstillingen er forskellen på den der klarer det og den der ikke gør. Da jeg gik til optagelsesprøven havde jeg endnu ikke prøvet Dianetik men jeg havde læst både Dianetik, En videnskabs udvikling og Tankens Grundbegreber og det alene hjalp mig helt sikkert.”

At blive en god pilot
På flyveskolen i USA var han i 13 måneder, inden han kom hjem og påbegyndte den egentlige træning som operativ jagerpilot. Lars Najbjerg blev især fascineret af ”Close Air Support” hvor man flyver med 900 kilometer i timen i en højde af 30 til 100 meter for at yde luftstøtte til tropperne helt fremme ved fronten.
”I fredstid er der selvfølgelig visse begrænsninger men i tilfælde af krig ville du flyve så lavt og så hurtigt som du turde. Flyver du for højt, bliver det lettere at ramme sine mål, men også lettere for andre at ramme dig. Når du forlader basen, ved du ikke hvad dit mål er. Det får du først at vide, når du når frem. En soldat ved fronten udpeger målet, og hjælper dig så godt han kan over radioen. Ved hjælp af hans øjne skal du danne dig et billede af målet og målområdet, alt imens du flyver, navigerer og selv nærmer dig målet med en fart af 900 kilometer i timen. Til allersidst har du kun sekunder til selv at finde målet, sigte, ramme plet og komme væk. Dét er en af de mest udfordrende discipliner, hvor man kommer helt ud til kanten af hvad man kan håndtere”

”Jeg har altid ønsket at prøve mig selv af, udforske grænserne. Når du flyver jager, finder du ret tidligt ud af, at det ikke er flyveren, men hvad du selv kan kapere mentalt, der sætter grænserne. Selvfølgelig er der også fysiske belastninger, det er f.eks. ret fysisk krævende at dreje så kraftigt at man bliver udsat for et tryk der er 9 gange så kraftig som tyngdekraften. Men når du har lært at håndtere de fysiske belastninger, er der kun de mentale grænser tilbage.”

Nødlanding og tilstanden Clear
Målet med Dianetik er at blive Clear, dvs. en person i sin bedst mulige eller optimale tilstand. For Lars Najbjerg betød det at han blev Clear, en mærkbar forandring i livet og i flyvningen.
”Jeg ville være Clear, komme af med mit reaktive sind og engrammerne (se artiklen Terra Incognita først i bladet, red). Det var meget virkeligt for mig, at det var dét, der satte grænserne for min mentale kunnen og dermed min kunnen som pilot. Målet var at operere så optimalt som muligt.”

”Jeg har et eksempel, som måske kan illustrere forskellen. Før jeg blev Clear, havde jeg engang lejet en Cessna 172 propelflyver, og var oppe at flyve, da motoren langsomt satte ud. Jeg skyndte mig at se mig om efter en mark at nødlande på, imens jeg udsendte nødkald over radioen. Jeg husker tydeligt hvor lidt overskud jeg havde til at analysere situationen. Der var stort set ikke overskud til andet end at kaste flyveren ned på den første og den bedste mark. Det var en flad fornemmelse efterfølgende, for selv om jeg godt nok havde reddet mig selv og flyveren, så kunne hele situationen have været undgået hvis jeg bare havde trukket i karburator forvarmeren – det var nemlig karburator-is der gjorde at motoren satte ud.”

”Efter jeg blev Clear og for ikke så lang tid siden, var jeg ude at teste min Giles 202 kunstflyver. Jeg skulle teste forskellige former for spind, en manøvre hvor flyet flyves ud af kontrol og bare roterer i små cirkler direkte ned mod jorden. Bedst som jeg ligger midt i et spind stopper motoren pludselig! Det er mildt sagt ikke det bedste sted at få et motorstop, men det var tydeligt at mærke at jeg denne gang havde et helt andet mentalt overskud. I stedet for at få svedige håndflader og reagere lettere panisk, fik jeg først rettet flyet op, derefter analyseret hvad der var galt med motoren og fik den i gang igen. Da der atter var kontrol over situationen steg jeg lidt højere op og prøvede en gang mere med samme resultat: Et nyt motorstop. Efter flere forsøg fandt jeg ud af, hvad det var der skete og kunne justere motoren derefter.”

”Der var stor forskel på hvordan jeg håndterede situationen før og efter Clear - ene og alene fordi grænsen for hvad jeg mentalt kunne håndtere var blevet flyttet. Jeg havde fået mere overskud!”

”Jeg oplevede også en anden ændring på vej til at blive Clear. Tidligere fandt jeg det ukomfortabelt at flyve i tæt formation højt oppe. Ikke at jeg var bange, men jeg var meget opmærksom og havde en slags uro som ikke var tilfredsstillende. I lavere højder havde jeg den ikke og var fuldt ud komfortabel. Alt i alt var det ikke logisk, og jeg tænkte at der måtte være en årsag. Og det var der ganske rigtigt, for senere fandt jeg den præcise årsag til det, og kunne udviske den. Det kan man læse om i Dianetikbogen og en bogen Har du levet før dette liv?”

At flytte mentale grænser
Imens han arbejdede som jagerpilot, var Lars Najbjerg i sin fritid med til at starte et flyselskab, hvor han og tre kammerater købte og solgte fly og flydele. I 1998 havde han pensioneret sig selv fra militæret og solgte også sin andel i flyselskabet og flyttede til England for at studere Dianetik og perfektionere sin viden om sindet og dets barrierer. Resultatet er at han i dag er stort set lige så veluddannet indenfor Dianetik som indenfor flyvning.

”Jeg var glad for min tid i Flyvevåbnet, specielt fordi jeg var så vild med at flyve. Man skal dog huske på at hvis man ser bort fra de mange fredstidsopgaver så er Flyvevåbnets krigstidsfunktion jo løsningen på en problem som burde at have været håndteret på et tidligere tidspunkt. Et problem som oftest har sin rod i manglende forståelse og intolerance –mangler af en mental natur. Man kunne måske sige at krig er en dårlig løsning på manglende forståelse. Mental udvikling ville nok være en bedre og mere human løsning.”

”Det er en udfordring i sig selv at få lov at hjælpe andre med at udvikle sig mentalt. Jeg har hørt at det er et problem at rekruttere kvalificerede piloter, fordi den mentale holdning – indstillingen til tingene – har ændret sig. I stedet for at være målrettet, giver man efter: ”Nå-ja, hvis jeg ikke kan finde ud af at blive optaget som pilot, så må jeg prøve noget andet,” synes holdningen af være. Folk har lært at leve med deres grænser, snarere end at flytte dem efter hvad de har behov for.”

Legetøj for vovehalse
Imens Lars Najbjerg studerede i England, samlede han sit nye legetøj som byggesæt. En Giles 202, hvilket formodentligt siger de færreste noget, men for piloter og kendere er det en ”unlimited” kunstflyver.
”Man øver forskellige discipliner som loops, spin osv. og så er der mesterskabsturneringer rundt omkring i verden. Man flyver i ”the box” som er et luftrum på 1 x 1 x 1 kilometer som man selvfølgelig skal holde sig indenfor, og så sidder der et dommerpanel på jorden og giver point. Det man flyver, er dels ens eget program, samt et fast program, men også et program man får udleveret kort tid inden det skal flyves, altså uden en chance for først at øve det.”

”Ens grænser bliver sjældent afprøvet til dagligt når man lever et normalt liv. Men når man kommer op i et high stress environment som det at flyve kunstflyver, bliver ens grænser meget klart optrukne. Og uanset hvor god man er, kan man altid komme ud og finde grænserne. Det er bare at gøre programmet sværere.”